En lang dags rejse mod nat...

Ja så er det blevet mandag d. 28.januar og jeg sidder her på mit dejlige rolige Hacienda Merida på den mindste af de to vulkanøer der tilsammen hedder Omotepe. Her er fantastisk dejligt og roligt. Vinden har lagt sig lidt efter nogle meget blæsende dage.



Jeg tog afsted fra Granada tidlig lørdag morgen med det man her kalder "chickenbus" - med retning mod Rivas. Det er ikke særlig komfortabelt, men vældigt sjovt at betragte folkelivet ind og ud af bussen. Madsælgere af alle slags står af og på og galer op om hvad de har at tilbyde.
Interessant at køre ude i landet og se de forskellige afgrøder på markern. Masser af rismarker, sukkerrør og selvfølgelig bananplantager.



Da bussen ankommer til Rivas står der selvfølgelig en horde af forskellige fyre der alle vil transportere een, de ved at alle der skal til Omotepe har brug for transport til færgen!
En af dem var lige ved at stikke af med min store rygsæk, men jeg fik da fat i ham, hev tasken til mig og valgte en anden, der faktisk havde en rigtig pæn taxa. Taxaer er virkelig et kapitel for sig herovre - nu ved jeg hvor de sender alle skrotbilerne fra Europa hen :0)

Ved færgehavnen viste det sig at der var problemer med den store færge, så jeg tog med en mindre båd der også transporterede alt muligt gods til øen. Og jeg skal da lige love for at der blev fyldt op! Troede at jeg var heldig og fik en god plads på dækket bagude, men det var da kun til vi kom ud på de vilde vover. Der var store bølger, det var ikke så slemt - men vi, der sad bagerst, fik den kvalme,sødlige stank og os fra dieselmotoren lige i fjæset. Skorstenen ragede ca. 1,5 mtr op - det er det værste jeg har prøvet endnu!! Jeg kom i snak med en sød ung pige fra San Jorge, som også skulle til Merida og lave noget tolkearbejde. Det viste sig at være for en gruppe unge kristne der missionerede herude i det yderste af "nowhere".



Velankommet til Moyogalpa på Ometepe, fandt jeg ud af at det ville tage 2,5 time med chicken bus til Merida, OG at den forøvrigt først kørte om en time!
Det blev da godt nok mit livs bustur - ubeskriveligt hvad de alt kan transportere på sådan en bus - altså rent bortset fra mennesker! ALT lige fra en stor dobbeltseng til diverse bygningsmaterialer, og selvfølgelig masser af forskellige fødevarer.
Det er gamle canadiske skolebusser og der er en "nødudgang" bagerst - men det var nu den der blev brugt til at få alt ind og ud. På et tidspunkt sad der 5-6 unge på en stabel af rygsække, mens gangen var fuldstændig blokeret af brædder til sengen, cementsække, en cykel og en stor klase bananer:0)



En rigtig flink fyr havde vældig travlt med at få alt ind og ud i lyntempo, - når han var færdig fløjtede han kort en melodistump: "tjener vi vil ha mere øl!" Og så satte chaufføren igang! Vejen vi kørte på er det mest stenede og ujævne man kan forstille sig!



Nå men jeg landede jo et rigtig dejligt sted, men godt nok først kl. 17:30. Efter et bad, en fin aftenbuffet og lidt "iPad-deri" faldt jeg om i min "matrimonial bed" som var det eneste værelse de havde. Til 16 dollars uden skat, og det er langt - meget langt - fra luksus!



Søndag d. 27. efter en dejlig morgenbuffet besluttede jeg at følges med et ungt tysk par fra Stuttgart op til San Ramon vandfaldet, som løber på den vestlige side af den mindste af vulkanerne Maderas.
Vi besluttede at gå hele vejen fra herberget til reservatet og op til vandfaldet. Det skulle vise sig at blive noget af det hårdeste, jeg har udsat mig selv for!!

Den stenede vej ud til indgangen til reservatet gik jo fint. Men derfra gik det bare stejlt,stejlt opad 3 km! Volcano Maderas er 1350 mtr høj, og vandfaldet vel ca halvvejs oppe. De unge gik jo meget hurtigere end mig tykke gamle kone:0) - og jeg var glad for at jeg sagde de ikke skulle vente på mig.


Han ved det nok ikke, men Chris McDonald var med mig i mine tanker og fortalte mig at jeg VILLE OG KUNNE!!!! Det sidste stykke kravlede jeg nærmest hen over klippestykkerne på alle fire. Men jeg KOM HELT OP!!
Og belønningen var jo et flot, flot vandfald og at dyppe sig i det kølige vand!
Det kunne bare ikke gå hurtigt nok - så jeg smed tøjet og gik ud i mit undertøj, selvom jeg havde badetøj med :0)



Mine tyske venner havde været der i en halv time, og et ungt dansk par, jeg havde mødt i bussen, var der også. De havde hilst på mig mens de overhalede på vejen op, men det havde jeg ikke været i stand til at registrere!
Kors hvor var jeg stolt af mig selv, og de unge syntes vist også jeg var sej :0)



Mandag HAR jeg så virkelig slappet af. Efter morgenmaden fik jeg lavet fodpleje af Angelina, vældig sød pige som gav mig den bedste fodpleje nogensinde, incl. neglelak med blomstermønster for ca.18 kroner!
Bagefter ordnede jeg alle mine papirer fra spansk undervisningen, og repeterede lidt. Her på stedet er det nu kun køkkenpersonalet og vaskepigerne jeg taler spansk med, værtsparret vil helst tale amerikansk.



Bagefter lejede jeg en cykel og kørte lidt omkring. Et sted nede ved stranden stødte jeg på en fisker der lige kom ind med dagens fangst, bl.a. en skildpadde på ca. 30-40 cm. En del af fiskerbådene er udhulede træstammer.
Her er også rigtig mange smukke fugle, og at gå igennem citrusduftende plantager som vi gjorde i går er en skøn oplevelse.


Og så har jeg fået fat i min første couchsurfing-vært! Det er i Managua og hos en fyr der skriver at han har en dejlig have og masser af husdyr. Han virker OK - og faktisk havde jeg lidt mailkontakt med ham før jeg tog afsted, så det bliver spændende.
I morgen forlader jeg Omotepe og tager en overnatning i Rivas, så jeg kan komme med en tidlig ekspresbus til Managua. Dertil vil jeg helst komme i dagslys, - ikke efter mørkets frembrud!



Farvel Merida - farvel fred og ro. Nu går det mod storbyen Managua, som er bedre end sit rygte siger nogen. Det vil vise sig.