Nu har jeg været her en hel uge!

Det er fredag d. 11. Januar og jeg har sørme været her en hel uge. Det føles helt uvirkeligt!
Og hvordan er livet så for folk i byen? MEGET FORSKELLIGT!! Jeg har set flere sølle stakler ligge på trappestene i byen. Men for en dels vedkommende er det tydeligt at de er mentalt syge! Folk virker utroligt venlige og imødekommende, selv gadesælgerne, med deres højst forskellige vareudbud lige fra mobiltelefon-reperationer til lækre frugtposer, er absolut ikke specielt påtrængende. Midt i byens hjerte er Katedralen og byparken, her ligger også et stort flot hus som vel er en slags rådhus. Hver gang jeg er gået forbi her, står der tykke lange køer af mennesker, der åbenbart har ærinde på rådhuset. Har ikke haft "mod" til at spørge hvad de venter på - hvilket jo også ville være lidt upassende. Jeg er ikke sikker på at de får dagpenge / understøttelse her i landet. Men det vil jeg spørge Ervin, min danske bekendte, om på mandag. Da har han mailet til mig at vi kan mødes, det glæder jeg mig til.



Et flot vægmaleri jeg pludselig så på en af mine aftenture. Det viser udviklingshistorien for beboerne i Granada.


En sjov ting er måden man her får vekslet sine dollars til cordobas, den lokale mønt som der handles med på gaden og markedet. Man skal i hvert fald ikke gå i banken, det gider de ikke bøvle med! Nej der står en mand på hver andet gadehjørne, som har et skilt hængende om halsen så han ser lidt officiel ud - et KÆMPE BUNDT pengesedler i den ene hånd, og en lille regnemaskine hængende i bæltet. Så går man hen og ser lidt beslutsomt på ham - og vupti har man fået vekslet 5 dollars til 120 "cordos".
Byen er selvfølgelig mere lurvet og snavset end hjemme, men der er lidt system i renovationen. Om morgenen sætter folk deres plasticposer med affald ud i rendestenen, og de fleste dage bliver det afhentet af en flok mænd i et ældgammelt skrammel af en lastbil. Flere gange har jeg set folk (selv "pæne" mennesker) smide deres colaflasker i rendestenen! Det var jeg ret forarget over indtil det gik op for mig, at de gør det for de fattiges skyld! Og jeg har jo også set en del børn / fattige gå og samle dem op for at sælge dem.


Jeg tror faktisk at de sorterer affaldet i sækkene bag på skraldebilen!



Bortset fra de store flotte huse i kolonistil i bymidten er alle husene bygget sammen i "blocks", og ikke alle gader har navne, så når man spørger om vej.......x antal blocks > gå til højre, X antal blocks < gå til venstre o.s.v. Ved den sidste block finder man så forhåbentlig hvad man søger :0) Men det kan faktisk godt være lidt svært, for de er ikke så gode til at reklamere, hvilket også gør byen charmerende, idet den ikke er overplastret med neonskilte.

I utrolig mange huse er der en eller anden slags lille butik, hvor de sælger ting til husholdningen ud gennem en lillebitte luge i det jerngitter der er foran mange døre. Det er utroligt at de alle kan overleve ved det!
Andre steder - faktisk de mere fornemme - lukker man den store jernport op om aftenen og kører sin bil ind på det store stuegulv!! Jeg glippede lidt med øjnene første gang jeg så det, men OK stuegulvet er af klinker, og om morgenen starter tjenestepigerne med at vaske og feje fortovet, så støvet lægger sig.



På en aftentur stødte jeg på disse herlige unger der indbød til billedlotteri - om penge!


Så er det blevet lørdag aften, og jeg har været på en skøn tur til Laguna de Apoyo som er et udslukt vulkankrater med det skønneste badevand. Jeg nød at komme lidt væk fra byens (og familiens :0) larm og støj. Tilbage igen blev jeg inviteret med til endnu en børnefødselsdag i Chilos store familie. Der blev afholdt "pinata" som er tradition til børnefødselsdage. Et stort farverigt hestelignende monstrum blev hængt op i loftet og så slog alle ungerne med en kæp - som vi kender det fra fastelavn - indtil den var i tusind stykker og alt slikket var faldet på gulvet.



Den gamle "abuela" (bedstemor, men mere korrekt i dette tilfælde oldemor) havde lavet mad til hele flokken ca. 20-25 personer! En traditionel ret med kartofler og et låg af noget, der smagte og var hårdt som flæskesvær. Meget uhøjtideligt - alle sidder på tilfældige stole og flytter sig lidt rundt omkring. Huset lå på et støvet hjørne hvor der blæste en kølig aftenvind, så herude sad de ældste. Abuela er 86 år og har født 8 børn, mistede sin mand da han var 60, så hun er en sej dame!

Nogle af døtrenes mænd arbejder i USA og det er helt klart de familier der klarer sig allerbedst. Julio og Chilos naboer er også yngre mennesker der ser ud til at have tjent en masse penge i Staterne.
Jeg var ved at falde ned af stolen, da de højlydt gav udtryk for deres sympati for Zomosa en tidligere præsident, som jeg nu altid har opfattet som forbryderisk korrupt, og som flygtede ud af landet med penge han stjal fra befolkningen.
Selvom jeg helst undgår at diskutere for meget politik, blev jeg dog stillet et inkvisitorisk spørgsmål om jeg var socialist?! Til hvilket jeg med mit danske radikale sindelag måtte svare, at jeg vel befandt mig i midten. Men også fortælle - at der er en verden til forskel på at være socialist i DK og så her.

Tænkte ved mig selv: hvis jeg skulle vælge her, var jeg sikkert socialist.

Og nu er det blevet mandag d. 14. Januar.
Min søndag var meget interessant men totalt anstrengende. Efter en morgenmad i familiens skød og lidt tøjvask, gik jeg til kirkegården i den ene ende af byen. Her mødte jeg en meget, meget venlig vagt (de er overalt) som fortalte en masse interessant og som tog sig tid til langsomt at besvare mine spørgsmål. Første del af kirkegården var utrolig flot, her lå selvfølgelig de rige begravet i de vildeste marmor mausolæer - og længst borte på det store område lå de fattige begravet. Det behøvede jeg ikke spørge om, det var tydeligt! Her bliver INGEN døde brændt, det var utænkeligt, kunne jeg forstå.
Vagten her står ved en model af en eller anden kirke.



Derefter ind til centrum og så et flot museum om den præcolumbianske tid og kultur her. Det havde til huse i et gammelt Fransiskaner-kloster som var blevet renoveret med hjælp fra den svenske stat. Utrolig flot bygning! Derefter ind omkring turistkontoret, for at undersøge muligheden for at tage på tur til et naturreservat ved vulkanen Mombacho næste weekend.

Så valgte jeg omsider også at gå helt ned til Nicaraguasøen hvor der er noget de kalder El Centro Turistico de Granada, som viste sig at være et stort område med en masser legepladser, restauranter og MASSER af gadesælgere med deres is-vogne der ligner noget der er løgn! Nå en cola med prop skader vel ikke! Men - ved Gud om ikke både børn og voksne badede i den stærkt forurenede sø!


Her oplevede jeg et - efter hvad en vagt fortalte mig - et fænomen som kun sker et par gange om året. Over det hele i lang tid var der MILLIONER, BILLIONER, TRILLIARDER af store myg i kæmpesværme OVERALT!! Folk flygtede og trak bluserne op over hovedet - jeg har aldrig oplevet noget lignende!


Nå men også dette overlevede jeg og tog en taxi (som er et kapitel for sig her i Nica) tilbage til parken i centrum, hvor jeg forøvrigt blev budt op til dans :0)))
da der var nogle mænd der spillede rigtig god musik. Muy bien!!




Om aftenen tog min søde, men meget støjende familie, mig med til et udsigtspunkt højt oppe på den udslukte vulkan, hvor man kan se ud over Laguna Apoyo og ind over Granadas aftenbelysning. Rigtig fint og dejligt køligt.
7 personer i bilen hvoraf 6 taler i munden på hinanden, griner og morer sig mens radioen kører for fuld udblæsning!! Jeg faldt om i min seng kl 9:00 og sov som en sten.