mandag den 21. januar 2013

Volcan Mombacho...wauw...!! 19. Jan. 2013

Det er ganske utroligt! hvor heldig man kan være? Lørdag formiddag går jeg til det sted hvor bussen til Rivas afgår, - den skulle køre forbi vejen op til vulkanen og naturreservatet. Jeg spørger en ung fyr, som jeg tror er buschauffør, han svarer på engelsk og er også i tvivl, men spørger på perfekt spansk nogle andre. Det viser sig at vi begge to vil derop og får en god plads sammen i bussen.
Han er Chris fra Panama og på sit første trip til Nicaragua - OG HAN ER COUCHSURFER! Havde surfet sin første sofa af alle steder i Managua, og det havde været en fantastisk oplevelse! Han er virkelig sød :0) og også meget interesseret i blomster og træer som jeg. Var til stor hjælp med at oversætte alt på vores hike rundt på vulkanen. Så vi har næsten aftalt at vi mødes på Omotepe i næste uge - pokkers også - at man ikke er 20 år mere!!



Lige nu sidder jeg så og skriver her i herberget på toppen af vulkanen. Jeg er den eneste i hele dormitoriet (sovesalen) - og de har skam redt op til mig! Det var jeg ikke helt sikker på om de ville, så jeg har medbragt min gode store silkesovepose som jeg købte i Thailand. Den er jeg blevet rigtig glad for!
Tænker på Trine, Dan og drengene der er på vej til Thailand lige nu.

Da vi kom hertil i formiddags hang skyerne helt nede om ørerne på os. Vi var en lille gruppe, 2 unge piger fra Managua, Chris og jeg med en guide Edvin som tog os ud på en fantastisk tur. Der var andre turister som tog afsted på egen hånd, men jeg er glad for alle guidens oplysninger om træer og blomster vi så - og om udsigten!
Der lever rent faktisk pumaer heroppe, og et stykke af sporet hed "Puma-track" og her var det forbudt at gå uden guide. Jeg tror nu mest det var fordi, her var de rigtig stejle steder med fare for at glide og styrte på den smattede sti - og ikke p.g.a. fare for at blive overfaldet af pumaer!

Det her er virkelig regnskov!

"Sin el bosque no Aqua - sin Aqua no Vida"!!
"Uden skoven ingen vand - uden vand ingen Liv"!!



Og det er jo så sandt så sandt.
P.g.a. skyerne var det MEGET fugtigt på sporet som nogle steder faktisk var noget af en udfordring for fysikken! Vores guide havde da også en walkie-talkie med sig og kunne få kontakt med basen, som er her i herberget hvor jeg skal bo i nat.



Afhentning i pick-up ved indgangen til reservatet, besøg på en kaffefarm på vejen op, guidet tur 2 gange - aftensmad, en seng, morgenmad og pick-up ned til indgangen igen - altsammen for bare 45 dollars!

Og hvilken oplevelse! Det er så smukt, og efterhånden svandt skyerne. Da vi kom op til de rigtig gode udsigter var det klart men meget blæsende. Skønt! -efter heden i Granada.
Her findes uendelig mange forskellige typer af både bromelier, begonia, orkideer - for ikke at tale om bregner i alle størrelser fra de bittesmå der gror på træerne til kæmpestore bregnetræer! Vegetationen er ubeskrivelig - lianer, ficus og store scindapsus!


Desværre så vi ikke tydeligt selve det store krater, fordi det var først på tracket, og tågen lå tæt. Men vi så flere "fumaroles" - som er dybe huller helt ned til der hvor det er VIRKELIG VARMT. Faktisk ned til 3000 meters dybde, nogle udmundede tæt på stien, så vi kunne stikke hånden ned og føle varmen og se dampen!



Vi gik hele vejen rundt om toppen af vulkanen, og fik på den måde et vue ud over Granada, Las Isletas, øen Zapatera på den modsatte side og helt ned til vulkanøen Omotepe som ligger ude i den store Nicaraguasø.


Nu er de sidste besøgende kørt ned, og jeg sidder her helt mutters alene, bortset fra et par vagter og en køkkendame som laver aftensmad til mig om lidt :0) - Augustinos en af vagterne/guiderne vil tage mig med ud på en Night-Tour om lidt. Han taler en smule engelsk og vil vise mig frøer, fugle, slanger? og "howling monkeys" - hylende aber. Jeg HAR taget min lommelygte med!



Huset er solidt bygget, men ret tarveligt indrettet. Der er en slags cafeteria, og et køkken som ser rimeligt ud. Maden er OK - toilettet vil jeg undlade at beskrive! men jeg har taget et billede :0) Bruserne i det der kaldes "bad", skal det senere vise sig ikke virker. De henter vand op i store tønder, - men jeg tror det er et midlertidigt problem.


Der er dog vældig fine billeder og plancher der fortæller om dyre livet, - foruden en stor model af vulkanen. De har også 20 glas med preserverede forskellige slanger der lever heromkring. Kun klapperslangen, som lever længere nede hvor kaffetræerne gror, er rigtig farlig. Foruden preserverede insekter af alle slags - fugleedderkopper, skorpioner og kæmpestore sommerfugle.

Efter en udmærket aftensmad kl 18:00 hvor det allerede havde været mørkt et stykke tid, tog Augustinos mig med ud på nat-tur. Udstyret med et par gode lommelygter, blev det en helt utrolig tur i den blæsende og drivende våde regnskov. Vi gik rundt i snart 2 timer og så en del store flotte insekter, salamandere og edderkopper. Men desværre ikke "ranas", som er en helt speciel grøn frø med store ildrøde øjne, og kæmpefødder. Det var han rigtig ærgerlig over og mente det var p.g.a. den stærke blæst. Vi så heller ikke dovendyr som der skulle ha været chance for, men eftersom vi gik rundt i skyerne, fortabte alt sig i tågen når vi lyste op i træerne. Så dog nogle aber men de forholdt sig rolige.

Så er det blevet søndag morgen, og jeg er blevet kørt ned til indgangen til reservatet igen. Sidder og nyder solen og varmen og den lune blæst hernede. Det var en kold og klam nat! Sengen var hård indtil jeg stod op og stablede en ekstra madras ovenpå. Men det værste var stormen! Det blæste ikke bare en halv pelikan - mindst 2-3 stykker!! Det hylede og peb og huset nærmest rystede, så det blev ikke til megen søvn. Men det var ikke så usædvanligt, sagde vagterne. Det blev en speciel oplevelse, som jeg aldrig glemmer af flere forskellige grunde :0)

Og så fik jeg skam også lavet lektier og terpet spanske gloser - nu har jeg lært to nye: pas på = cuidado! og glat: resbaloso!
Klokken er nu blevet 10 og jeg forbereder mig på spadsereturen ned til bussen - og til varmen og larmen i byen!
Ventede længe på bussen og tog tilsidst en af de små, trehjulede motorcykler med overdækket dobbelt passagersæde tilbage til Granada. Det er mere end ti gange så dyrt som bussen - men kostede stadigvæk kun ca. 30 kr.

1 kommentar:

  1. Hej Birte Hold op, du oplever da lidt af hvert, bliver helt misundelig. I aften skal vi danse med elever på Efterskolen Strand.Jeg regner med Annette og Hans Jørgen er hjemme igen. Jeg hilser deroppe. Fortsat god tur og hils. Knus fra Gunnar og Karin

    SvarSlet