lørdag den 2. februar 2013

Ervin og Managua.

Fredag d. 1. Februar blev godt nok en noget anderledes dag end jeg havde forventet! Jeg har haft lidt svært ved at regne ud hvordan jeg finder bussen til Matagalpa i morgen. Så i dag til formiddag gik jeg igen hen,hvor Jasmin havde vist mig det var. Det viser sig at det kun er et stoppested på vej ind til centrum, hvor jeg så skal finde den rigtige bus til Matagalpa....båb,båb!!

Nå men jeg havde aftalt med Ervin at han hentede mig omkring middagstid, så jeg må bare håbe at busproblemet løser sig i morgen. Og så fik jeg ellers en helt fantastisk tur / rundvisning af Ervin som har boet her i Managua i en hel del år. Og iøvrigt har rejst arbejdsmæssigt i hele Mellem-Amerika.



Det forgik i hans store 4-hjulstrækker (benzin og diesel koster ca. 6-7 kr literen!) - først ud til Masaya vulkanen som er den mest berømte her i Nica, og med meget anderledes natur end de andre vulkaner jeg har set.
Det havde jeg slet ikke forventet, eftersom jeg havde booket ham til en byrundtur. Vulkanen er aktiv og det kunne tydeligt mærke på luften der emmende med svovldampe - faktisk temmelig ubehageligt. Det rev og sled i halsen! For nylig havde der været et mindre udbrud, så det sidste stykke op til den gode udsigtsplads over krateret var lukket. Og vi skulle tage hjelme på, i fald der pludselig skulle komme et nyt der spyede sten op i luften!
I øvrigt siges det at der ca. kommer et stort skælv hvert 30 år - så det er lige op over! Det må gerne vente til efter d. 19. Februar :0)



Han kører et fint lille rejsebureau, hvis nogen skulle få lyst:
www.nicaraguarejser.com
Den hjemmeside fortæller også om hans indfødte hustru som er boligminister i regeringen, og om alle de spændende og smukke steder, der et besøg værd her i landet. Se evt. video om hendes arbejde her:

http://m.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=h3uuAr_fO30&desktop_uri=%2Fwatch%3Fv%3Dh3uuAr_fO30%26feature%3Dplayer_embedded&gl=DK

Efter Masaya og en rundvisning i Ervin og Judiths hus (som lå på strækningen) tog vi så fat på byen, som faktisk på mange måder er kønnere end jeg havde forventet.
Midt i centrum, som ikke rigtig er blevet bygget op igen efter det store jordskælv, ligger en flot park der er anlagt omkring resterne af den gamle katedral, der blev ødelagt af det sidste jordskælv. Det skete natten til d. 23. december 1972 kl 00:25 hvilket man kan se på tårnuret, der er gået i stå på dette tidspunkt. Man har valgt ikke at renovere den gamle katedral, for at lade den stå som et monument over katastrofen.



Her på det der nu kaldes Revolutionspladsen er der, lige overfor ruinerne af katedralen, lavet nogle virkelig fine mindesmærker for tre af dem der virkelig kæmpede hårdt for Sandinisterne. De to blev dræbt i kampen, den tredje døde som 82 årig, og blev begravet her for få år siden - og ligger nu som de andre under en evig flamme! Selfølgelig er der også en stor statuesilhuet af Augosto C. Sandino (1893-1934) som er ham, der har lagt navn til "sandinisterne" = partiet FSLN der i dag regerer landet.



Sandino var en bondeoprører og kæmpede bravt for de fattige bønders rettigheder. Mange her mener at det nuværende regeringsparti bare udnytter hans navn og den personlighed han var!
I det hele taget hører jeg meget modsatrettede holdninger til det nuværende styre. Tilsyneladende har de flertal, og Ervin er overbevist om at der har været ærlige valg. Fakta er dog at præsidentens kone spiller en ganske betydelig rolle. Ligeledes beskyldes præsidenten for at være pædofil og efter sigende er nepotisme ret udbredt!

Ervin viste mig også, hvor præsident Daniel Ortega og hans magtfulde hustru bor og arbejder. Det var et stort, ret grimt indhegnet område hvor man absolut ikke forestiller sig at landets præsident bor, - kun de svært bevæbnede vagter ved porten indikerer dette. På Revolutionspladsen er der ellers en stor flot bygning som er beregnet for præsidenten. Men han ønsker ikke at bruge den, så den bliver i stedet brugt til regeringsmøder.



Så var vi på Fodsporsmuseet - helt fantastisk! Det blev opdaget for 100 år siden, og er et stort område af fossile fodaftryk lavet af dyr og indfødte ca. 4000 år før Kr. Det blev fundet 5-6 mtr under det nuværende gadeplan. Jeg forstiller mig at det er noget halvstørknet lava de er vandret henover, meget fascinerende.



Jeg fik også vist flere boligområder som var blevet meget pænt fornyet eller nybygget siden 2007, hvor Daniel Ortega bad Judith om at rejse fra Danmark og komme hjem for at tage sig af jobbet som boligminister.



Som afslutning på turen syntes Ervin jeg skulle hilse på Judith, så vi kørte til hendes kontor som absolut ikke var prangende på nogen måde. Jeg fik en skøn kop kaffe og fortalte lidt om hvorfor og hvordan jeg rejste rundt. Bl.a. at jeg havde slæbt rundt på tøjbamser til SOS-børnebyerne i Matagalpa. Hun forlod kort kontoret, og lidt efter kom der en mand og hilste på. Det var en af hendes chauffører, der blev bedt om at hente mig næste dags morgen og køre mig hele vejen til Matagalpa! Jeg protesterede men det nyttede IKKE.



Så således blev mit busproblem løst. Tjae....nepotisme er noget værre noget, men ganske behageligt når man selv har fordel af det!! Dennis var en rigtig flink fyr og endelig fik jeg for alvor praktiseret mit spanske på den to timers køretur - og han fik gode drikke penge :0)

2 kommentarer:

  1. Kære Birte
    Spændende at læse nyt fra dig,du oplever da lidt af hvert.Jeg har fortalt til folkedans at du har en blog, jeg skulle hilse fra dem alle.
    Godt at Ervin og Judith tog godt imod dig.God tur videre fremover Knus fra Karin

    SvarSlet
  2. Kære momsebirte.
    Uha - det var da grimt med de lommetyve, som du mødte, men som du selv skrev, kunne det have været værre - og så fik du jo trods alt en god medmenneskelig oplevelse ud af det til sidst. Kan du have en forsat god tur og nepotisme eller ej, tag nu bare imod de gode tilbud du bliver budt :-). Mange kærlige hilsener fra hele familien, som jeg havde samlet i sommerhuset i weekenden, for at holde min fødselsdag. Det var dejligt at have den lille Liam lige ved hånden i et par dage. Han er bare sååååå sød og dejlig. Knus Jytte

    SvarSlet