Windsor

Så blev det fredag d. 28. Juli og jeg er på toget til Windsor! På vej til Maria Belenkova - som viste sig at være nøjagtig den rare person, som jeg havde på fornemmelsen, efter at vi har korresponderet igennem næsten et år. Hun er af jødisk afstamning - hvilket faktisk var årsagen til at vi igen optog vores korrespondence. Hun skrev nemlig til mig igen, og ønskede Godt Nytår og "kondolerede" med terror handlingerne i København omkring den jødiske synagoge.
Hun er også vegetar og har, for mig at se (desværre) symptomer på en alvorlig neurologisk lidelse. Hun har lidt "dropfod" og fuldstændig mangel på muskler i sine hænder. (Jeg husker det ikke helt, men frygter at det kan være tegn på begyndende ALS!!) Vi berørte kun emnet ganske kort, jeg ville ikke "snage" - og hun syntes ikke selv det var det store problem...."jeg har jo ikke ondt" som hun sagde! Måske er det derfor, hun også går meget op i alternativ behandling og medicin.

Hun hentede mig på stationen og vi kørte hjem hvor hun bor. Windsor er den sydligste by i Canada og ligger ned til det stræde der løber mellem Lake Huron og Lake Erie. Grænsen til USA går ned midt igennem søerne.
Huset ligger i udkanten af byen i et traditionelt villakvarter, - jeg kan godt lide den stil de har med åbne forhaver, her er ikke afværgende hække der lukker hus og mennesker inde! Alle veje går vinkelret på hinanden, så det er let at finde vej - på enkelte større veje ligger små butikker og restauranter. Langs alle villaveje er der beton fortove og store skyggende træer. Skønt - når man skal spadsere i 30 graders varme! Alle huse har en veranda, og flere ynder at sidde der i skyggen.
Men IKKE hos Maria! Hun har en lille veranda til baghaven, hvor hun hygger sig. Selve huset og indretningen er lidt mørk og rodet, og ingen døre må være åbne p.g.a. fluerne, - gardinerne er trukket for hele døgnet p.g.a. varmen. Så ind i mellem er jeg ved at få lidt klaustrofobi :o)

Windsor er måske en lidt kedelig provinsby, men den har en af de flotteste havnefronter jeg længe har set! Her er flot skulpturpark og ind i mellem flotte blomsterbede og springvand - udsigten til Detroits skyline er formidabel. En dag lejede jeg en cykel og kørte alle de 5-8 kilometer, og endte ved broen der fører over til Detroit. Karakteristisk er at samtlige bænke er doneret af private, som har fået indgraveret navne på afdøde familiemedlemmer som de på den måde vil sætte et minde. Mange af blomster anlæggene og skulpturerne er også private donationer.

Tilbage til Maria - hun er af russisk afstamning og besluttede allerede som teenager at hun IKKE ville blive boende i Rusland! Som 22 årig tog hun afsted og meldte sig som russisk flygtning til myndighederne i Canada. Jeg er ikke helt klar over hvilken uddannelse hun havde, men i hvert fald var hun i stand til at forsørge sig selv. Hun kom sammen med sin mand og deres søn Ilia, - efter nogen tid fik hun også overtalt sine forældre til at emigrere.
De bor nu i huset lige ved siden af, - faderen har mange talenter og fik straks mange opgaver. Jeg så en bog med billeder af smykker han har designet og fremstillet, på trods af at han ikke var uddannet guldsmed! Maria fortalte at moderen ikke rigtig har lært det engelske sprog, og heller ikke rigtig har haft arbejde. Men jeg tror at de har et meget tæt og kærligt forhold.
Marias søn Ilia var på sommerlejr, så ham mødte jeg desværre heller ikke. Hun fortalte dog, at der var lidt problemer med ham. Han var den urolige type som ikke altid tog et nej for et nej. Og desværre kom han ikke alt for godt ud af det med Herb! Men jeg boede i hans værelse, det var jeg glad for. Det ER rarest for alle parter at gæsten / couchsurferen kan trække sig lidt tilbage.

Maria blev skilt fra sin russiske mand, - hvor hurtigt efter ankomsten til Canada ved jeg ikke, - men i hvert fald blev hun vildt forelsket i Herb - en 24 år ældre mand, som hun fik Sophie med for 6 år siden.
Herb er nu 62 Maria 38 og de lever et meget specielt åbent forhold, idet Herb's kone Anne accepterer at han bruger meget tid i Marias hus, - og også har Sophie 3 dage om ugen hos dem.
Maria fortæller at hans kone nok er bange for at blive ensom, hvis hun forlader Herb. Og at han tydeligt har sagt, at han ikke opgiver hverken Maria eller barnet! De har ingen børn - det har hun aldrig haft lyst til. I hvert tilfælde forguder Herb Sophie (OG Maria) og det var også mit indtryk at Anne kommer fint ud af det med både Sophie og Maria.
Herb og hans kone rejser - og har rejst rigtig meget næsten overalt i verden. Han er tidligere journalist, har arbejdet ved radioen og skrevet lokalhistoriske bøger. Han virker som en intelligent og karismatisk person, og har en herlig humor! Selvom han er lidt vingeskudt lige nu efter et uheld på tennisbanen, hvor han læderede sin hæl.


Vejret har været utroligt varmt og fint alle steder hvor jeg har været indtil nu!
Jeg havde en del planer om hvad jeg ville lave og se omkring Windsor, - men blev temmelig skuffet da det viste sig at der absolut IKKE er andre transport former end privat bil!!!
Derfor er jeg taknemmelig for at Maria syntes, hun ville køre mig omkring til forskellige seværdigheder. Men det fik mig også til at føle mig lidt som en belastning for hende. Næste gang jeg rejser skal jeg huske mit kørekort, så jeg har mulighed for at leje en bil!! Jeg ærger mig over at jeg ikke har tænkt på det.

Om lørdagen kørte vi til Amherstburg, et meget spændende historisk sted på linje med Dybbøl. Her kæmpede briterne i alliance med de indfødte mod amerikanerne i nogle vældige slag tilbage omkring 1812.
De levendegør historien på en fin måde, og i et restaureret hus fra den tid, var der et fint lille museum. Vi var heldige at komme lige som de var begyndt på et lille show, der viste hvordan de ladede og skød med sortkrudt dengang.
I et hus kopieret fra den tid, men bygget op på det oprindelige sted, kunne man se hvordan soldaterne og deres overordnede havde levet. Det var nogle meget entusiastiske unge mennesker, som optrådte i de gamle uniformer og klædedragter. Soldaterne skulle selv lave maden, og børn havde mulighed for at forsøge sig med at bage en slags pandekage over åben ild.

Om fredagen havde Maria arrangeret International Potluck Party igennem FaceBook - det var vældig hyggeligt! Der kom ca 18 mennesker og vi var mindst 10 forskellige nationaliteter.

Lørdag var hun så sød at køre en udflugt tur til Point Pelee National park, som er et af de steder jeg virkelig gerne ville besøge. Vi pakkede en picnickurv med resterne fra fredagens kalas, det var helt fint. Der var ca. 50 km dertil og det var bestemt en fin eftermiddag - men jeg kunne ha brugt flere dage på at cykle rundt derude! Der er nogle sumpede søer hvor man havde bygget en kæmpestor gangbro og et udsigtstårn. Der var mange flotte åkander og nøkkeroser, - og vi så også en lille sumpskildpadde. Vi kørte lidt længere ud mod spidsen og måtte så parkere ved et stort informationscenter, hvor de iøvrigt havde nogle slankeeksperter til at vise de truede arter og fortælle om dem. Meget interessant.
Det viste sig at Maria ikke er vant til at færdes så meget i naturen. Så der var meget piveri med Sophie, da hendes far havde fortalt at vi man skulle passe på med flåter, når man gik i højt græs og i skoven. Så vi tog et lille futtog der tog os næsten helt ud på det yderste punkt. Det plejer at være en sandbanke som ligner Grenen, og er det absolut sydligste punkt i Canada - 42. breddegrad på højde med Rom og Barcelona. I dag var vandet dog meget højere oppe, så det nåede næsten de yderste små buske, sikkert på grund af en ret kraftig blæst. Maria fortalte at sidst hun havde været der, havde kunnet gå langt i sandet før de nåede vandet. Det tog dem godt nok lang tid at overvinde sig til at få skoene af og gå lidt i vandkanten :o)


Søndag var vi så en tur i Detroit for at se DIA = Detroit Institute of Art - en fantastisk oplevelse! Særlig at se Diego Rivera's vægmalerier! Selvom han var erklæret kommunist, bad Henry Ford ham om at bemale et kæmpestort rum midt i den smukke bygning. Alle fire sider beskriver samfundsudviklingen som han så den i 30'erne - og den måde museet valgte at formidle det på var enestående! Med en iPad i hånden kunne man finde forskellige udsnit af malerierne, og så blev der forklaret med en meget tydelig stemme og af forskellige hvad der var Rivera's tanke med netop dette. De havde også på iPaden fotografier og udtalelser fra folk fra den tid, og hvad de tænkte om kunsten. Flot lavet! De gange jeg ellers har prøvet den slags elektroniske informationer, er jeg ofte blevet skuffet.

Mandag var officiel "civic holiday" så Maria skulle ikke på arbejde. Jeg blev tilbudt at komme med Sophie hjem til hendes far og Anne. Det var meningen at vi skulle ha sejlet en tur på Belle River i hans båd, men da det viste sig at blæse for meget, valgte jeg at tage en afslappet dag til at pakke, læse lidt og gå en tur i nabolaget.

Da Herb bragte Sophie hjem igen syntes jeg at fornemme, at det ikke er helt uproblematisk at leve som de gør. Først bad Maria om jeg ville gå en lille tur, - de havde vist noget der skulle drøftes under fire øjne. Men så blev det til om jeg ville se efter Sophie i stedet, og så gik de en tur......

Nå næste dags morgen kørte vi Sophie i day-care og Maria satte mig af ved stationen. Det var på mange måder en rigtig god oplevelse at besøge Maria.


- Posted using BlogPress from my iPad