torsdag den 31. januar 2013

Et hundeliv!!...eller??

Tjae...bedst som man er (med cykeltaxa) kommet derhen hvorfra bussen afgår i Rivas, - kommer der nogle unge mennesker farende i et par taxaer, og fortæller at vi der står og venter skal et helt andet sted hen.



Alle stuves ind i et par taxaer (i min var vi 7 + bagage) i en vældig fart, - et par kilometer ude af byen bliver vi læsset af, og efter et stykke tid kommer en bus, som faktisk allerede er fyldt op. En af hjælperne tager min store rygsæk og kravler op på taget med den! Vild tumult for at få alle op i bussen, skubben og masen - lige den situation man IKKE skal bringe sig selv i!! Men som opstår uden at man næsten fatter hvordan.

Så selvfølgelig var det her, en lommetyv fik fingrene i mine lommer og snuppede min pung med de lokale penge! ØV - ØV - ØV men jo selvfølgelig lidt min egen dumhed! Visakort var også i den pung, men det fik jeg da spærret takket være Anne derhjemme. Eftersom jeg ikke var sikker på om man kan SMS'e til det nummer. Og jeg har stadig dollars, mit pas, billet og Master card. Så pyt - der kunne være sket noget der var meget værre, jeg HAR hørt nogle ubehagelige historier fra Guatemala!
Så jeg takker alligevel min lille maskot på min rygsæk - OG forsynet.



Der sker så det helt fantastiske, at da folk omkring mig forstår hvad der er sket, starter en kvinde på ca. min alder en indsamling af cordobas, så jeg ikke skal stå på bus endestationen i Managua og finde dollars frem fra mavebæltet til en taxa! DA GRÆD JEG!
Jeg blev simpelthen så rørt over at mange af disse, sikkert ret fattige mennesker, havde overskud til dette. Og forresten var der heller ingen der krævede mig penge for busbilletten!

Ved endestationen i Managua hjalp de flinke fyre fra bussen mig med at få fat i en taxa her til Diego som har taget mig ind som couchsurfer.

Så er det blevet torsdag d. 31. Og det er godt nok noget af et specielt sted jeg er havnet!!
Diego er en mand på ca. 55 - han har huset og haven fuld af forskellige dyr.
Han havde advaret mig, og det er jeg glad for :0) De første jeg mødte, efter at to af hans ansatte havde låst mig ind ad porten, var en KÆMPE GRAND DANOIS, en ret stor vist nok Pitbull, en stor hvalp (af en race som bliver endnu større end grand danois'en) og så lige en lille terrier! Så er her en lille hysterisk kat, der terroriserer hundene - den hedder da også Generalen!



I haven er der opbygget et stort bassin med masser guldfisk, koi-karper og et par ret store skildpadder. Så er der to af en slags plastic-lege-pools med 1064 guppyer (han påstår han lige har talt dem :0)

Foruden de to ansatte jeg mødte først, og som ikke bor i huset, - bor også hans maid Jasmin, hun styrer både dyrene og gartneren med hård hånd! Berta, den anden pige, har kun været i hans tjeneste i en måned. Han fortæller at det nærmest er af medlidenhed, fordi hendes mand har forladt hende og børnene. Det er mit indtryk at næsten alle, der bare har lidt fast indkomst, har en tjenestepige ansat.



Diego er en noget excentrisk og selvoptaget person, men meget flink alligevel. Han underviser på et universitet en del af sin tid. Hvad han iøvrigt ellers tjener sine penge på, har jeg ikke kunnet regne ud, men tilsyneladende har han nok af dem! Han er hvid og af spansk afstamning, taler flydende spansk,engelsk og en del fransk.
Han er sikkert temmelig klog, men gider kun høre på sig selv / og fortælle om sig selv. Jeg blev sat til at læse en bog han skriver på, om nogle tanker han har om uddannelsessystemet (GAAAB)!!

Nå men i aftes tog han mig med bag på sin scooter for at få luftet de to største af hundene. Hold da op - de løb fuldstændig pænt ved siden af, men på gaden hvor også bilerne var, og adlød hans mindste kommando! Ret imponerende, men han har også meget skrammel stående, som viser alle de præmier han har vundet med hundene.

Her til formiddag gik jeg en lang tur i dette lidt finere kvarter, hvor det ikke er så farligt. Det er virkelig mærkeligt, for man opdager næsten ikke at der butikker før man står lige ud for dem. Tilfældigvis faldt jeg over en rigtig fin boghandel, som også var udstyret med en cafe - så her fik jeg købt en lille digtsamling skrevet af en pige på 13 år!
Nicaragua er meget kendt for sine fine poeter, der er flere poet-festivaler rundt om i landet, faktisk en meget berømt en hvert år i februar i Granada, men desværre lige efter at jeg er rejst.

I eftermiddags viste Jasmin mig så hvor bussen til Matagalpa afgår. Vi GIK tur med hundene - jeg med den kæmpestore "dansker" og hun med de tre andre i snor. Aldrig har jeg gået tur med en så flink hund! Og hunden vækker virkelig opsigt - alle ser enten med beundring eller skræk på den, og smiler over hele femøren. Mødrene skynder sig at hive børn til sig, så jeg fik øvet mig på at sige "no peligroso" - ikke farlig!



Jasmin synes vist jeg er helt flink, hvilket hun efter Diegos udsagn, ikke altid synes om hans gæster. Hun har lige fortalt mig en hel masse om sin familie i Matagalpa. Den dag jeg kom havde hun været hjemme, fordi hendes onkel var blevet skudt og dræbt af en jaloux mandsperson der mente han fraterniserede med hans kone!
Diego havde heldigvis fortalt mig lidt om det, så jeg lod hende snakke og forstod da også v.h.a. hendes minespil essensen af hvad hun fortalte. Så viste hun mig også en nyhedsudsendelse på computeren, hvor de fuldstændig i detaljeret nærbillede viser den myrdede! Frygteligt - på mere end een måde!

I morgen skal jeg på en byrundtur med Ervin, så får jeg nok et lidt større / bedre indtryk af byen. Lørdag går det videre mod Matagalpa og det glæder jeg mig ærlig talt til. Det er spændende at være gæst i et helt fremmed hjem, men også lidt anstrengende, indtil man lissom finder melodien. Og den er sgu godt nok lidt mærkelig her!



Når manden er hjemme ligger han mest på sengen i sit soveværelse, der fungerer som samlingssted for alle. Ofte sidder begge piger i sengen og nusser hans fødder, eller masserer ham - mens fjernsynet kører for fulde hammer. Gartneren og jeg bliver også inviteret ind for at kigge med! Men Gud ske lov kan jeg undskylde mig med at jeg ikke forstår hvad der sker i TV :0) Her er usansynlig rodet og beskidt alle steder, bortset fra gulvene.Dem svabrer alle nicaraguensere HELE tiden!

tirsdag den 29. januar 2013

LIDT REFLEKSIONER......

Så er det blevet tirsdag d. 29. Januar og jeg sidder på et billigt hotel i Rivas, og det er blevet tid til at fundere og reflektere lidt.

Det er svært at bedømme hvor lang tid det tager mellem to destinationer, så derfor skal jeg hele tiden være et skridt foran mig selv. Det er vist det Mærsk kaldte rettidig omhu! Så jeg tog afsted en dag før end beregnet for at komme til Managua, men så fik jeg jo set Rivas som er en hyggelig mindre by. Den er ret farvestrålende, fordi de har fået den fantastiske ide at give alle beton"udsmykningerne" noget maling:0)



Nationalsporten her i Nica er BASEBALL - det går de virkelig meget op i! Man går ikke forbi en restaurant, uden at de har en storskærm kørende med en eller anden kamp.
Hotellet ligger lige ved siden af en stor stadion. Da jeg ku se at der foregik noget, listede jeg mig selvfølgelig ind og kiggede på.
De trænede nu bare, - træneren sad på en stol og smed 15 bolde til hver af spillerne een efter een, - hvorefter de hamrede boldene ind i et lille net. Ikke en eneste slog huller i luften! Der kunne vi godt lære noget på Hesselløkke når vi spiller rundbold :0)



Jeg er rigtig glad for at jeg valgte at rejse alene. Det giver virkelig frihed, til at gøre nøjagtig det man selv synes. Og man kommer meget lettere i snak med de lokale.
På min tur rundt i Rivas i eftermiddags, blev jeg anråbt af et par ældre damer, der forsøgte at sælge mig en soveplads i deres hus. Jeg afslog med et smil, og fortalte at jeg boede her på hotellet, - men så kan det nok være at jeg blev krydsforhørt! Om og hvorfor jeg rejste alene? Hvor mange børn jeg havde? Hvor min mand var? Børnebørn? - og derefter belært om at man skal passe på, "muy peligroso" (meget farligt) o.s.v. - men de var nu meget søde, tror det var en gammel mor og en ældre datter :0)

Men der ER også ulemper ved at rejse alene på denne måde! F.eks. har man kun sig selv at stole på i f.h.t. at finde vej - det er også altid dyrere at overnatte, at køre i taxa, og at booke en guidet tur.
Det sidste er lidt træls, for der er en del steder i naturen man ikke kan komme uden guide. Jeg har oplevet at en tur blev aflyst, og er ret sikker på det var fordi der ikke var andre, selvom guiden ringede og sagde han var syg! Nå men jeg fik da mit depositum tilbage. I Merida skulle man også være to i en kajak hvis man ville ud i Istian River Swamps, hvor der er et rigt dyreliv med både alligatorer, skildpadder, sværdfisk og flotte fugle.



Man skal også altid finde nogle at alliere sig med, hvis man er nødt til at efterlade sin bagage kortvarigt. Men eftersom her faktisk er utroligt mange søde og rare mennesker, er det ikke et stort problem. Nicaraguenserne ER virkelig venlige - og (mange) meget smukke! De allerfleste man møder på gaden hilser og nikker. Selv de fleste taxachauffører er rare og hjælpsomme.
Hvor gode de er mod deres dyr ved jeg ikke helt. Her er i hvert fald en hulens masse magre, grimme, haltende hunde på gaderne. Og de skider ALLE STEDER!
Helt derude hvor "kragerne vendte" i Merida, var det morsomt at se hvordan alle husdyr heste, køer, grise høns og hunde løb fordrageligt rundt imellem hinanden.






Det var der, hvor fattigdommen for alvor lod sig se! Små bitte hytter slået sammen af gammelt træ eller grene der var bundet sammen, forskellige blikplader på taget, en gammel klud eller et stykke plastic gjorde det ud for en dør! Paradoksalt nok lå de ofte side om side med forholdsvis pæne, murede huse.
I dette hus var der udskænkning til de der ventede på bussen for at komme afsted fra Merida. I træhytten til højre var der æg, frugt og grønt til salg. Bagved borde og bænke til de rejsende. Til venstre, bag blikplader og snavsede tøjstykker boede familien med i hvert fald 2-3 børn.



Nogle af de "fattige" huse er så godt nok bygget mere i, hvad jeg tror er, den oprindelige byggestil på landet, med flotte, flettede tage af palmeblade.



DET FØLGENDE ER HUGGET FRA PREBENS HJEMMESIDE:
www.nicaragua.centralamerika.dk

Nicaragua har ikke restriktioner for ind- og udførsel af udenlandsk kapital.
Udenlandske virksomheder, der arbejder i Nicaragua, har frihed til at flytte kapital uden restriktioner. Det er tilladt for udlændinge at eje ejendom, og der eksisterer ikke nogen former for særregler eller love for udenlandske investorer. Der findes forskellige incitamenter til at gøre forretninger i forskellige sektorer. De vigtigste incitamenter findes i turistsekoren, eksportsektorene, energisektoren samt i "Zonas Francas" (toldfrie produktionszoner).

Zonas Francas foretrækkes ofte af udenlandske investorer, da disse zoner besidder 100% skattefritagelse på moms, betaling af ejendoms- og kommuneskat samt fritagelse for alle afgifter på importerede maskiner og råmaterialer.

En anden attraktiv skattefritagelse gives gennem "turistbegunstigelsesloven", lov nr. 306 (Ley de Incentivos Turísticos). For turistrelaterede projekter bevilger loven fra 80-100% skattefritagelse på ejendom over en 10-årig periode og skattefritagelse ved køb og salg af materialer og udstyr.

Desuden eksisterer en lov (lov nr. 344) om investeringsbeskyttelse af udenlandske virksomheder, som blandt andet sikrer gunstige forhold for danske virksomheder som ønsker at investere i Nicaragua. Se mere om lov nr. 344 (Ley de Promoción de Inversiones Extranjeras).

Arbejdstiden i Nicaragua svinger fra 40 til 80 timer om ugen, alt afhængig af produktionen og firmaets politik. For mere information om arbejdslovgivningen i Nicaragua kan man kontakte det Nicaraguanske Arbejdsministerium.
Kilde : Det Danske Udenrigsministerium.


Så det er jo nok ikke ALENE for at yde humanitær bistand de kære, rige danskere flytter til Nicaragua!!
Ervin (dansker der har boet i DK med sin Nica-hustru som nu er en slags boligminister) - nå han fortalte at Sonja og Eigil havde sagt at de simpelthen havde som mål IKKE at tjene flere penge. Og Eigil havde så selvfølgelig, med sit vendelbo-humoristiske glimt i øjet tilføjet "men det går sgu ikke for godt!"

mandag den 28. januar 2013

En lang dags rejse mod nat...

Ja så er det blevet mandag d. 28.januar og jeg sidder her på mit dejlige rolige Hacienda Merida på den mindste af de to vulkanøer der tilsammen hedder Omotepe. Her er fantastisk dejligt og roligt. Vinden har lagt sig lidt efter nogle meget blæsende dage.



Jeg tog afsted fra Granada tidlig lørdag morgen med det man her kalder "chickenbus" - med retning mod Rivas. Det er ikke særlig komfortabelt, men vældigt sjovt at betragte folkelivet ind og ud af bussen. Madsælgere af alle slags står af og på og galer op om hvad de har at tilbyde.
Interessant at køre ude i landet og se de forskellige afgrøder på markern. Masser af rismarker, sukkerrør og selvfølgelig bananplantager.



Da bussen ankommer til Rivas står der selvfølgelig en horde af forskellige fyre der alle vil transportere een, de ved at alle der skal til Omotepe har brug for transport til færgen!
En af dem var lige ved at stikke af med min store rygsæk, men jeg fik da fat i ham, hev tasken til mig og valgte en anden, der faktisk havde en rigtig pæn taxa. Taxaer er virkelig et kapitel for sig herovre - nu ved jeg hvor de sender alle skrotbilerne fra Europa hen :0)

Ved færgehavnen viste det sig at der var problemer med den store færge, så jeg tog med en mindre båd der også transporterede alt muligt gods til øen. Og jeg skal da lige love for at der blev fyldt op! Troede at jeg var heldig og fik en god plads på dækket bagude, men det var da kun til vi kom ud på de vilde vover. Der var store bølger, det var ikke så slemt - men vi, der sad bagerst, fik den kvalme,sødlige stank og os fra dieselmotoren lige i fjæset. Skorstenen ragede ca. 1,5 mtr op - det er det værste jeg har prøvet endnu!! Jeg kom i snak med en sød ung pige fra San Jorge, som også skulle til Merida og lave noget tolkearbejde. Det viste sig at være for en gruppe unge kristne der missionerede herude i det yderste af "nowhere".



Velankommet til Moyogalpa på Ometepe, fandt jeg ud af at det ville tage 2,5 time med chicken bus til Merida, OG at den forøvrigt først kørte om en time!
Det blev da godt nok mit livs bustur - ubeskriveligt hvad de alt kan transportere på sådan en bus - altså rent bortset fra mennesker! ALT lige fra en stor dobbeltseng til diverse bygningsmaterialer, og selvfølgelig masser af forskellige fødevarer.
Det er gamle canadiske skolebusser og der er en "nødudgang" bagerst - men det var nu den der blev brugt til at få alt ind og ud. På et tidspunkt sad der 5-6 unge på en stabel af rygsække, mens gangen var fuldstændig blokeret af brædder til sengen, cementsække, en cykel og en stor klase bananer:0)



En rigtig flink fyr havde vældig travlt med at få alt ind og ud i lyntempo, - når han var færdig fløjtede han kort en melodistump: "tjener vi vil ha mere øl!" Og så satte chaufføren igang! Vejen vi kørte på er det mest stenede og ujævne man kan forstille sig!



Nå men jeg landede jo et rigtig dejligt sted, men godt nok først kl. 17:30. Efter et bad, en fin aftenbuffet og lidt "iPad-deri" faldt jeg om i min "matrimonial bed" som var det eneste værelse de havde. Til 16 dollars uden skat, og det er langt - meget langt - fra luksus!



Søndag d. 27. efter en dejlig morgenbuffet besluttede jeg at følges med et ungt tysk par fra Stuttgart op til San Ramon vandfaldet, som løber på den vestlige side af den mindste af vulkanerne Maderas.
Vi besluttede at gå hele vejen fra herberget til reservatet og op til vandfaldet. Det skulle vise sig at blive noget af det hårdeste, jeg har udsat mig selv for!!

Den stenede vej ud til indgangen til reservatet gik jo fint. Men derfra gik det bare stejlt,stejlt opad 3 km! Volcano Maderas er 1350 mtr høj, og vandfaldet vel ca halvvejs oppe. De unge gik jo meget hurtigere end mig tykke gamle kone:0) - og jeg var glad for at jeg sagde de ikke skulle vente på mig.


Han ved det nok ikke, men Chris McDonald var med mig i mine tanker og fortalte mig at jeg VILLE OG KUNNE!!!! Det sidste stykke kravlede jeg nærmest hen over klippestykkerne på alle fire. Men jeg KOM HELT OP!!
Og belønningen var jo et flot, flot vandfald og at dyppe sig i det kølige vand!
Det kunne bare ikke gå hurtigt nok - så jeg smed tøjet og gik ud i mit undertøj, selvom jeg havde badetøj med :0)



Mine tyske venner havde været der i en halv time, og et ungt dansk par, jeg havde mødt i bussen, var der også. De havde hilst på mig mens de overhalede på vejen op, men det havde jeg ikke været i stand til at registrere!
Kors hvor var jeg stolt af mig selv, og de unge syntes vist også jeg var sej :0)



Mandag HAR jeg så virkelig slappet af. Efter morgenmaden fik jeg lavet fodpleje af Angelina, vældig sød pige som gav mig den bedste fodpleje nogensinde, incl. neglelak med blomstermønster for ca.18 kroner!
Bagefter ordnede jeg alle mine papirer fra spansk undervisningen, og repeterede lidt. Her på stedet er det nu kun køkkenpersonalet og vaskepigerne jeg taler spansk med, værtsparret vil helst tale amerikansk.



Bagefter lejede jeg en cykel og kørte lidt omkring. Et sted nede ved stranden stødte jeg på en fisker der lige kom ind med dagens fangst, bl.a. en skildpadde på ca. 30-40 cm. En del af fiskerbådene er udhulede træstammer.
Her er også rigtig mange smukke fugle, og at gå igennem citrusduftende plantager som vi gjorde i går er en skøn oplevelse.


Og så har jeg fået fat i min første couchsurfing-vært! Det er i Managua og hos en fyr der skriver at han har en dejlig have og masser af husdyr. Han virker OK - og faktisk havde jeg lidt mailkontakt med ham før jeg tog afsted, så det bliver spændende.
I morgen forlader jeg Omotepe og tager en overnatning i Rivas, så jeg kan komme med en tidlig ekspresbus til Managua. Dertil vil jeg helst komme i dagslys, - ikke efter mørkets frembrud!



Farvel Merida - farvel fred og ro. Nu går det mod storbyen Managua, som er bedre end sit rygte siger nogen. Det vil vise sig.

fredag den 25. januar 2013

HASTA LUEGO...GRANADA....

Så er det blevet torsdag i min sidste uge på skolen - i morgen er det slut!
Men: hasta luego Granada = vi ses Granada!

I går var jeg igen ude i Casa Agnes og lavede gulerodssalat med appelsin og citronsaft - det var de faktisk ret vilde med.
Om aftenen tog jeg derud for at være med til zumba som Sonja har hyret en fyr til at undervise dem i hver onsdag aften. Det skærer een i hjertet at se hvor lidt mødrene har lært at tage sig af deres børn. Nogle bedre end andre - men der er særlig een som slet ikke kan se sine børns behov! Men hun har bestemt også selv haft et liv der er ubeskriveligt. Som 12 årig smed hendes mor kogende olie på hende og jog hende hjemmefra! Så hun er helt deformeret i ansigtet og overkroppen af gamle brandsår, min lærer her på skolen fortæller at hun har set hende i parken, hvor hun før holdt til med sine børn og sniffende lim!! Håber virkelig at der er en chance for et bedre liv for hende på Casa Agnes.

Billedet herunder viser en flok af de største børn her på skolen Casa Xalteva, der bliver undervist af unge frivillige i engelsk. Jeg havde købt et stort verdenskort til skolen, og her gik der sport i at finde alle de forskellige lande vi udenlandske studerende repræsenterede.



Det har været helt utroligt spændende, - men også lidt hårdt med intensiv spanskundervisning, lektier og lidt frivilligt arbejde, samtidig med at jeg jo også gerne har villet være almindelig turist.

Og det har jeg da også været. I går tog jeg med Andrés fra skolen på en udflugt til Las Isletas. Det er en gruppe af ca. 350 små bitte øer som ligger ude i den store Nicaraguasø lige udenfor Granada. Det var en meget smuk sejltur rundt imellem de små øer. Igen flotte træer, blomster, aber og fugle. Der var masser vandhyacinter, så det føltes nogle steder som at sejle i en kæmpehavedam.


Men faktisk er der meget dybt, og vandet skulle være meget rent - så jeg vovede at hoppe i baljen - eller det vil sige - jeg troede jeg kravlede forsigtigt ned af nogle betontrappetrin, men da jeg gav slip - PLUMPSEDE hele mit luxuslegeme flere meter under overfladen!!
Det var nu ikke lige min plan at få hoved og hår under vand, men eftersom det var meget uklart så det var svært at bedømme:0)



Øerne er dannet for flere tusinde år siden ved at toppen af vulkan Mombacho kollapsede efter et stort udbrud, og væltede ned i søen - da jeg så ned på dem oppe fra vulkanen, så det også ud som om en kæmpe havde smidt en vældig håndfuld sten ud i vandet.
Herude bor nogle af de rigeste nicaraguensere, bl.a. en stor kaffeeksportør - og flere af øerne var til salg. Man kunne godt fristes!

I eftermiddags besøgte jeg en dansker Preben, som er gift herude og har boet her i 11 år. Han har arbejdet som kommunikationsrådgiver for landbrugsrådet, og har en meget interessant hjemmeside:
PrebenMultiMedia.com



Det var virkelig interessant at høre hvad han alt kunne fortælle om både politik og geografi. Han var rigtig flink og tog mig, sin smukke kone og lille søn med en tur til Katarina - det udsigtspunkt som jeg besøgte en aften i sidste uge.
Det var flot også at opleve denne fantastiske udsigt i dagslys - og så med musik :0)



I morgen tager jeg til Omotepe og slapper af nogle dage. Lidt vemodigt - men nye eventyr venter :0)

Location:Granada,Nicaragua

mandag den 21. januar 2013

Volcan Mombacho...wauw...!! 19. Jan. 2013

Det er ganske utroligt! hvor heldig man kan være? Lørdag formiddag går jeg til det sted hvor bussen til Rivas afgår, - den skulle køre forbi vejen op til vulkanen og naturreservatet. Jeg spørger en ung fyr, som jeg tror er buschauffør, han svarer på engelsk og er også i tvivl, men spørger på perfekt spansk nogle andre. Det viser sig at vi begge to vil derop og får en god plads sammen i bussen.
Han er Chris fra Panama og på sit første trip til Nicaragua - OG HAN ER COUCHSURFER! Havde surfet sin første sofa af alle steder i Managua, og det havde været en fantastisk oplevelse! Han er virkelig sød :0) og også meget interesseret i blomster og træer som jeg. Var til stor hjælp med at oversætte alt på vores hike rundt på vulkanen. Så vi har næsten aftalt at vi mødes på Omotepe i næste uge - pokkers også - at man ikke er 20 år mere!!



Lige nu sidder jeg så og skriver her i herberget på toppen af vulkanen. Jeg er den eneste i hele dormitoriet (sovesalen) - og de har skam redt op til mig! Det var jeg ikke helt sikker på om de ville, så jeg har medbragt min gode store silkesovepose som jeg købte i Thailand. Den er jeg blevet rigtig glad for!
Tænker på Trine, Dan og drengene der er på vej til Thailand lige nu.

Da vi kom hertil i formiddags hang skyerne helt nede om ørerne på os. Vi var en lille gruppe, 2 unge piger fra Managua, Chris og jeg med en guide Edvin som tog os ud på en fantastisk tur. Der var andre turister som tog afsted på egen hånd, men jeg er glad for alle guidens oplysninger om træer og blomster vi så - og om udsigten!
Der lever rent faktisk pumaer heroppe, og et stykke af sporet hed "Puma-track" og her var det forbudt at gå uden guide. Jeg tror nu mest det var fordi, her var de rigtig stejle steder med fare for at glide og styrte på den smattede sti - og ikke p.g.a. fare for at blive overfaldet af pumaer!

Det her er virkelig regnskov!

"Sin el bosque no Aqua - sin Aqua no Vida"!!
"Uden skoven ingen vand - uden vand ingen Liv"!!



Og det er jo så sandt så sandt.
P.g.a. skyerne var det MEGET fugtigt på sporet som nogle steder faktisk var noget af en udfordring for fysikken! Vores guide havde da også en walkie-talkie med sig og kunne få kontakt med basen, som er her i herberget hvor jeg skal bo i nat.



Afhentning i pick-up ved indgangen til reservatet, besøg på en kaffefarm på vejen op, guidet tur 2 gange - aftensmad, en seng, morgenmad og pick-up ned til indgangen igen - altsammen for bare 45 dollars!

Og hvilken oplevelse! Det er så smukt, og efterhånden svandt skyerne. Da vi kom op til de rigtig gode udsigter var det klart men meget blæsende. Skønt! -efter heden i Granada.
Her findes uendelig mange forskellige typer af både bromelier, begonia, orkideer - for ikke at tale om bregner i alle størrelser fra de bittesmå der gror på træerne til kæmpestore bregnetræer! Vegetationen er ubeskrivelig - lianer, ficus og store scindapsus!


Desværre så vi ikke tydeligt selve det store krater, fordi det var først på tracket, og tågen lå tæt. Men vi så flere "fumaroles" - som er dybe huller helt ned til der hvor det er VIRKELIG VARMT. Faktisk ned til 3000 meters dybde, nogle udmundede tæt på stien, så vi kunne stikke hånden ned og føle varmen og se dampen!



Vi gik hele vejen rundt om toppen af vulkanen, og fik på den måde et vue ud over Granada, Las Isletas, øen Zapatera på den modsatte side og helt ned til vulkanøen Omotepe som ligger ude i den store Nicaraguasø.


Nu er de sidste besøgende kørt ned, og jeg sidder her helt mutters alene, bortset fra et par vagter og en køkkendame som laver aftensmad til mig om lidt :0) - Augustinos en af vagterne/guiderne vil tage mig med ud på en Night-Tour om lidt. Han taler en smule engelsk og vil vise mig frøer, fugle, slanger? og "howling monkeys" - hylende aber. Jeg HAR taget min lommelygte med!



Huset er solidt bygget, men ret tarveligt indrettet. Der er en slags cafeteria, og et køkken som ser rimeligt ud. Maden er OK - toilettet vil jeg undlade at beskrive! men jeg har taget et billede :0) Bruserne i det der kaldes "bad", skal det senere vise sig ikke virker. De henter vand op i store tønder, - men jeg tror det er et midlertidigt problem.


Der er dog vældig fine billeder og plancher der fortæller om dyre livet, - foruden en stor model af vulkanen. De har også 20 glas med preserverede forskellige slanger der lever heromkring. Kun klapperslangen, som lever længere nede hvor kaffetræerne gror, er rigtig farlig. Foruden preserverede insekter af alle slags - fugleedderkopper, skorpioner og kæmpestore sommerfugle.

Efter en udmærket aftensmad kl 18:00 hvor det allerede havde været mørkt et stykke tid, tog Augustinos mig med ud på nat-tur. Udstyret med et par gode lommelygter, blev det en helt utrolig tur i den blæsende og drivende våde regnskov. Vi gik rundt i snart 2 timer og så en del store flotte insekter, salamandere og edderkopper. Men desværre ikke "ranas", som er en helt speciel grøn frø med store ildrøde øjne, og kæmpefødder. Det var han rigtig ærgerlig over og mente det var p.g.a. den stærke blæst. Vi så heller ikke dovendyr som der skulle ha været chance for, men eftersom vi gik rundt i skyerne, fortabte alt sig i tågen når vi lyste op i træerne. Så dog nogle aber men de forholdt sig rolige.

Så er det blevet søndag morgen, og jeg er blevet kørt ned til indgangen til reservatet igen. Sidder og nyder solen og varmen og den lune blæst hernede. Det var en kold og klam nat! Sengen var hård indtil jeg stod op og stablede en ekstra madras ovenpå. Men det værste var stormen! Det blæste ikke bare en halv pelikan - mindst 2-3 stykker!! Det hylede og peb og huset nærmest rystede, så det blev ikke til megen søvn. Men det var ikke så usædvanligt, sagde vagterne. Det blev en speciel oplevelse, som jeg aldrig glemmer af flere forskellige grunde :0)

Og så fik jeg skam også lavet lektier og terpet spanske gloser - nu har jeg lært to nye: pas på = cuidado! og glat: resbaloso!
Klokken er nu blevet 10 og jeg forbereder mig på spadsereturen ned til bussen - og til varmen og larmen i byen!
Ventede længe på bussen og tog tilsidst en af de små, trehjulede motorcykler med overdækket dobbelt passagersæde tilbage til Granada. Det er mere end ti gange så dyrt som bussen - men kostede stadigvæk kun ca. 30 kr.

fredag den 18. januar 2013

"Casa Agnes" onsdag d. 16. Januar

Lige efter undervisningen i går tog jeg så med Sonja ud til deres projekt, som de kalder "Casa Agnes" - den oplevelse vendte lidt op og ned på mine rejseplaner efter min undervisning er slut! Nu har jeg faktisk lovet Sonja at jeg tager derud 3 gange i den næste uge, som er min sidste på skolen. Det er et fantastisk sted!



Det ligger i et af de rigtig fattige områder i byen, ved siden af en skofabrik som de også ejer en del af. Ude fra gaden ser det ikke ud af så meget, men indenfor var det næsten - men kun NÆSTEN -ligeså flot som deres eget hus! I et stort lokale lige indenfor porten var den store systue, hvor 3 piger allerede var igang med at lære at bruge en symaskine. Til den anden side et stort lagerrum, og ligefor en smuk gårdhave omgivet af det der vel hedder en patio, hvor der var døre ind til pigernes små lejligheder. Fra patioen der omkranser haven, gik man også ind i et stort børnerum, - billiardbord og stor flot fladskærm manglede heller ikke! I det sidste hjørne lå køkkenet med 3 store spisebordet og husalteret - alt i åben forbindelse med hinanden.
De har ansat en leder af systuen, en børnepædagog og 2 piger Keila og Fran som en slags ledere, der skal organisere madlavning og rengøring.
I øjeblikket er de igang med ansætte en mand som skal være øverste leder.



Sonjas problem lige nu er at de rejser hjem til Danmark for en tid. De to piger, der skal stå for husførelsen, har ingen forstand på hverken ernæring, hygiejne, regnskab eller fornuftige indkøb. Det med regnskabet har hun en finsk dame til at hjælpe sig med, - så er det meningen at jeg skal prøve at lære dem lidt om ernæring og hygiejne!



DET bliver jo spændende! Heldigvis er der en sød ung pige i deres vennekreds der kan hjælpe med at tolke. Jeg har ændret lidt på mine planer og aftalt med "min" SOS børneby at jeg kommer lidt senere.

I denne weekend skal jeg op på Volcano Mombacho til et naturreservat, hvor jeg forhåbentlig skal se en masse flotte fugle og orkideer, - og selvfølgelig op til det stadig rygende krater. Der ligger et herberge i reservatet, hvor jeg har booket mig ind fra lørdag til søndag. Jeg glæder mig til at slippe lidt væk fra byens larm.
Her torsdag aften var jeg på en tur til Masaya med en gruppe amerikanske piger og et par lærere fra skolen. Der var et stort, meget gammelt bygningsværk af kraftige mure, der rummede kunsthåndværkermarked, et museum for Folklore og en kæmpescene hvor der blev vist traditionelle danse og spillet herlig Nicaraguansk musik. Det var flot. Men desværre eremit camera ikke egnet til aftenoptagelser!



2. Uge starter specielt!!

Så er jeg igang med den anden uge. Undervisningen forgår om formiddagen, det er rart. Så er man lidt mere frisk, og har mulighed for at tage med på nogle ture som Andres fra skolen arrangerer.
Men i dag mandag fik jeg en noget "speciel" udflugt!! En af mine folkedanservenner Karin har en fætter hernede, - Ervin som kom og besøgte mig i dag, da han havde forretninger i byen. Jeg havde nævnt for ham at jeg måske var interesseret i noget frivilligt arbejde.
Så han tog mig med hen til sine venner/forretningsforbindelser - et dansk par Sonja og Eigil Christensen fra Ålborg, der har tjent en formue ved at sælge deres trykkerivirksomhed i Danmark.
De har startet et projekt for at hjælpe enlige mødre som har levet på gaden, - dels ved selv at betale - dels ved at søge diverse fonde her og der. Projektet går ud på at lære de unge kvinder at sy, så de på den måde kan komme videre og klare sig selv. De har ansat nogle lokale til at styre aktiviteterne, men mangler alligevel flere som kan hjælpe med at give dem en helt basal viden om både kost, hygiejne m.m.

Først blev Sonja lidt skuffet, da hun fandt ud af at jeg jo ikke blev her i flere måneder, hun syntes (som også jeg) at vi havde en god kemi. Men jeg har også svært ved at se, hvordan jeg kan give noget af min erfaring videre, med mit trods alt mangelfulde spanske! Men hun bad mig om at tage med ud til stedet i morgen, for at få et indtryk af det. Det takkede jeg selvfølgelig ja til.

En anden dansker hernede, som er en af deres venner, er Peter Kolind (bror til Lars Kolind,Oticon) - Peter har oprettet - og kører stadig "Caritas Feliz" et meget respekteret skoleprojekt for de fattigste børn her i Granada. Det er lidt fantastisk pludselig at opleve danskere, med den kaliber af en pengepung, lave så meget uegennyttigt, humanitært arbejde!

Det helt specielle ved denne oplevelse var, at de boede i et af de flotteste, og totalt gennemrenoverede gamle huse i kolonistil. Kæmpestort med swimmingpool midt i den yderste gårdhave og huset fyldt af fornemme malerier og ægte antikviteter. Selvfølgelig viste hun mig begejstret rundt, og fortalte at hun havde haft fornøjelse af at indrette det hele, - men de virkede helt almindelige, rare og nede på jorden.
Nu tror jeg at jeg har set yderpunkterne af hvordan man lever her i Granada!!


Yderste gårdhave med poolen.


Meget fint køkken...jeg "sneg" mig til nogle fotos ;0) i al diskretion!

tirsdag den 15. januar 2013

Nu har jeg været her en hel uge!

Det er fredag d. 11. Januar og jeg har sørme været her en hel uge. Det føles helt uvirkeligt!
Og hvordan er livet så for folk i byen? MEGET FORSKELLIGT!! Jeg har set flere sølle stakler ligge på trappestene i byen. Men for en dels vedkommende er det tydeligt at de er mentalt syge! Folk virker utroligt venlige og imødekommende, selv gadesælgerne, med deres højst forskellige vareudbud lige fra mobiltelefon-reperationer til lækre frugtposer, er absolut ikke specielt påtrængende. Midt i byens hjerte er Katedralen og byparken, her ligger også et stort flot hus som vel er en slags rådhus. Hver gang jeg er gået forbi her, står der tykke lange køer af mennesker, der åbenbart har ærinde på rådhuset. Har ikke haft "mod" til at spørge hvad de venter på - hvilket jo også ville være lidt upassende. Jeg er ikke sikker på at de får dagpenge / understøttelse her i landet. Men det vil jeg spørge Ervin, min danske bekendte, om på mandag. Da har han mailet til mig at vi kan mødes, det glæder jeg mig til.



Et flot vægmaleri jeg pludselig så på en af mine aftenture. Det viser udviklingshistorien for beboerne i Granada.


En sjov ting er måden man her får vekslet sine dollars til cordobas, den lokale mønt som der handles med på gaden og markedet. Man skal i hvert fald ikke gå i banken, det gider de ikke bøvle med! Nej der står en mand på hver andet gadehjørne, som har et skilt hængende om halsen så han ser lidt officiel ud - et KÆMPE BUNDT pengesedler i den ene hånd, og en lille regnemaskine hængende i bæltet. Så går man hen og ser lidt beslutsomt på ham - og vupti har man fået vekslet 5 dollars til 120 "cordos".
Byen er selvfølgelig mere lurvet og snavset end hjemme, men der er lidt system i renovationen. Om morgenen sætter folk deres plasticposer med affald ud i rendestenen, og de fleste dage bliver det afhentet af en flok mænd i et ældgammelt skrammel af en lastbil. Flere gange har jeg set folk (selv "pæne" mennesker) smide deres colaflasker i rendestenen! Det var jeg ret forarget over indtil det gik op for mig, at de gør det for de fattiges skyld! Og jeg har jo også set en del børn / fattige gå og samle dem op for at sælge dem.


Jeg tror faktisk at de sorterer affaldet i sækkene bag på skraldebilen!



Bortset fra de store flotte huse i kolonistil i bymidten er alle husene bygget sammen i "blocks", og ikke alle gader har navne, så når man spørger om vej.......x antal blocks > gå til højre, X antal blocks < gå til venstre o.s.v. Ved den sidste block finder man så forhåbentlig hvad man søger :0) Men det kan faktisk godt være lidt svært, for de er ikke så gode til at reklamere, hvilket også gør byen charmerende, idet den ikke er overplastret med neonskilte.

I utrolig mange huse er der en eller anden slags lille butik, hvor de sælger ting til husholdningen ud gennem en lillebitte luge i det jerngitter der er foran mange døre. Det er utroligt at de alle kan overleve ved det!
Andre steder - faktisk de mere fornemme - lukker man den store jernport op om aftenen og kører sin bil ind på det store stuegulv!! Jeg glippede lidt med øjnene første gang jeg så det, men OK stuegulvet er af klinker, og om morgenen starter tjenestepigerne med at vaske og feje fortovet, så støvet lægger sig.



På en aftentur stødte jeg på disse herlige unger der indbød til billedlotteri - om penge!


Så er det blevet lørdag aften, og jeg har været på en skøn tur til Laguna de Apoyo som er et udslukt vulkankrater med det skønneste badevand. Jeg nød at komme lidt væk fra byens (og familiens :0) larm og støj. Tilbage igen blev jeg inviteret med til endnu en børnefødselsdag i Chilos store familie. Der blev afholdt "pinata" som er tradition til børnefødselsdage. Et stort farverigt hestelignende monstrum blev hængt op i loftet og så slog alle ungerne med en kæp - som vi kender det fra fastelavn - indtil den var i tusind stykker og alt slikket var faldet på gulvet.



Den gamle "abuela" (bedstemor, men mere korrekt i dette tilfælde oldemor) havde lavet mad til hele flokken ca. 20-25 personer! En traditionel ret med kartofler og et låg af noget, der smagte og var hårdt som flæskesvær. Meget uhøjtideligt - alle sidder på tilfældige stole og flytter sig lidt rundt omkring. Huset lå på et støvet hjørne hvor der blæste en kølig aftenvind, så herude sad de ældste. Abuela er 86 år og har født 8 børn, mistede sin mand da han var 60, så hun er en sej dame!

Nogle af døtrenes mænd arbejder i USA og det er helt klart de familier der klarer sig allerbedst. Julio og Chilos naboer er også yngre mennesker der ser ud til at have tjent en masse penge i Staterne.
Jeg var ved at falde ned af stolen, da de højlydt gav udtryk for deres sympati for Zomosa en tidligere præsident, som jeg nu altid har opfattet som forbryderisk korrupt, og som flygtede ud af landet med penge han stjal fra befolkningen.
Selvom jeg helst undgår at diskutere for meget politik, blev jeg dog stillet et inkvisitorisk spørgsmål om jeg var socialist?! Til hvilket jeg med mit danske radikale sindelag måtte svare, at jeg vel befandt mig i midten. Men også fortælle - at der er en verden til forskel på at være socialist i DK og så her.

Tænkte ved mig selv: hvis jeg skulle vælge her, var jeg sikkert socialist.

Og nu er det blevet mandag d. 14. Januar.
Min søndag var meget interessant men totalt anstrengende. Efter en morgenmad i familiens skød og lidt tøjvask, gik jeg til kirkegården i den ene ende af byen. Her mødte jeg en meget, meget venlig vagt (de er overalt) som fortalte en masse interessant og som tog sig tid til langsomt at besvare mine spørgsmål. Første del af kirkegården var utrolig flot, her lå selvfølgelig de rige begravet i de vildeste marmor mausolæer - og længst borte på det store område lå de fattige begravet. Det behøvede jeg ikke spørge om, det var tydeligt! Her bliver INGEN døde brændt, det var utænkeligt, kunne jeg forstå.
Vagten her står ved en model af en eller anden kirke.



Derefter ind til centrum og så et flot museum om den præcolumbianske tid og kultur her. Det havde til huse i et gammelt Fransiskaner-kloster som var blevet renoveret med hjælp fra den svenske stat. Utrolig flot bygning! Derefter ind omkring turistkontoret, for at undersøge muligheden for at tage på tur til et naturreservat ved vulkanen Mombacho næste weekend.

Så valgte jeg omsider også at gå helt ned til Nicaraguasøen hvor der er noget de kalder El Centro Turistico de Granada, som viste sig at være et stort område med en masser legepladser, restauranter og MASSER af gadesælgere med deres is-vogne der ligner noget der er løgn! Nå en cola med prop skader vel ikke! Men - ved Gud om ikke både børn og voksne badede i den stærkt forurenede sø!


Her oplevede jeg et - efter hvad en vagt fortalte mig - et fænomen som kun sker et par gange om året. Over det hele i lang tid var der MILLIONER, BILLIONER, TRILLIARDER af store myg i kæmpesværme OVERALT!! Folk flygtede og trak bluserne op over hovedet - jeg har aldrig oplevet noget lignende!


Nå men også dette overlevede jeg og tog en taxi (som er et kapitel for sig her i Nica) tilbage til parken i centrum, hvor jeg forøvrigt blev budt op til dans :0)))
da der var nogle mænd der spillede rigtig god musik. Muy bien!!




Om aftenen tog min søde, men meget støjende familie, mig med til et udsigtspunkt højt oppe på den udslukte vulkan, hvor man kan se ud over Laguna Apoyo og ind over Granadas aftenbelysning. Rigtig fint og dejligt køligt.
7 personer i bilen hvoraf 6 taler i munden på hinanden, griner og morer sig mens radioen kører for fuld udblæsning!! Jeg faldt om i min seng kl 9:00 og sov som en sten.