lørdag den 8. august 2015

TOGTUREN tværs over Canada.

Jeg kom i fin stil tilbage til Toronto, fik min kuffert tjekket ind uden problemer. Og min lille grønne taske med de nødvendige ting til togturen opbevarede de også gratis!
Så fandt jeg kortet over Toronto og spurtede afsted to AGO = Art Gallery og Ontario - som jeg jo var blevet lidt snydt for sidste søndag! Klokken var kun 13:30 og de havde åbent til 17:30 - så jeg nåede da at se det meste af kunsten.
Særlig interessant var jo Frank Gehry's arkitektur, han har stået for en renovering / ombygning af det indre i de forholdsvis gamle bygninger. Men der var en utrolig masse flot kunst i alle afskygninger - inklusive native canadians og afrikansk kunst. Jeg kunne ikke stå for et billede i den fornemme museums shop, så det blev til et billede af en indfødt kunstner fra et kendt område nord for Vancouver.
Efter museumsbesøget var der tid til at spise en middag, som jeg indtog på en Koreansk restaurant lige i nærheden. Det var usædvanligt godt og jeg fik en sjov oplevelse i tilgift. Samtidig med mig kom en ung asiatisk udseende mand, som jeg tror var lidt Asbergers eller autist.....i hvertfald fald blev jeg udspurgt om alt muligt tværs over bordene, mens han slubrede sin mad i sig. Han for rundt og fotograferede, og fik også spurgt tjeneren ud om alt muligt :o)

Så var der også tid til en lille aftenspadseretur i Toronto. Det øsregnede lige som jeg skulle forlade restauranten, så jeg sad lidt og brugte deres wi-fi indtil det stilnede af. Bagefter lå byen i det smukkeste aftenlys, og bygningerne spejlede sig i de regnvåde gader.
Museet og restauranten lå faktisk næsten i Chinatown, og det var sjovt at gå rundt og se på alle kineserne der handlede i supermarkederne. Jeg var inde for at købe lidt frugt, - og sikken Guds velsignelse af forskellige grøntsager og frugter! Jeg så også nogle fantastiske vægmalerier med kinesisk tema. Bl.a. den kinesiske mur!

Jeg fandt nye veje ned til havnen og tilbage til Union Station hvor jeg var kl 20:30 som anbefalet. Faktisk nåede jeg at blive ret vild med Toronto!
Så var det bare at vente på at klokken blev 10. Alle tavlerne sagde at toget ville afgå til tiden.....HA en lang næse! Først kl 22:45 begyndte de at boarde - de har et system næsten som i lufthavne, så vi havde stået linet op i en laaaang kø i uhyggelig lang tid.

Nå men afsted kom vi. Der var redt op til os der havde bestilt Sleeper Plus, så det var bare med at finde sin plads og kravle til køjs. Det blev nu ikke til meget søvn den første nat.
Næste dag stod jeg op, fik i bad i det lille bitte badeværelse og fik bagefter serveret morgenmad i den fine "Dinner car". Jeg stødte ret snart på Ruby en dame fra Brighton i UK som skulle besøge sin datter i Vancouver. Hun sov næsten lige ved siden af mig. Sleeper Plus betyder at 2 sæder om aftenen bliver forvandlet til køjesenge. Jeg havde heldigvis udbedt mig den nederste. Men det var overhovedet ikke at mærke eller høre, at der sov en ung mand oven over mig. Der blev lagt rene "sheeds" på hver dag - men hvor meget det hjalp på hygiejnen ved jeg ikke for det var bare et stort lagen der blev foldet løst om et dynetæppe. Når personalet havde gjort sengene klar, blev der trukket tykke gardiner for, som man kunne lukke med tryklåse. Madrassen var god og jeg sov upåklageligt de næste nætter! Det var forunderligt at ligge og se ud på Karlsvognen og de andre stjerner der lidt efter lidt flyttede sig.

Toget var udstyret med forskellige vogne, - spisesalonen var rigtig pæn. Og alle måltider blev serveret på stofdug, stofservietter og pænt porcelæn. Både til morgenmad, lunch og dinner var der flere forskellige retter at vælge imellem.
Så var der entertainment vognene, een hvor man kunne sidde ved små borde og spille spil - en anden hvor der var opgang til "domevognen" - det er der man kan nyde mere af udsigten, fordi der er glastag og man er lidt hævet over niveau. Her blev der også underholdt med hyggelige guitar koncerter af en ung fyr, som også - på en stille og underfundig måde - kunne fortælle små historier, og få andre til at medvirke. Virkelig hyggeligt, jeg købte selvfølgelig en kuvert med CD'er han havde lavet. Han havde godt nok hørt om Tønder Festival - og jeg tror næsten jeg fik ham overtalt til at komme til Danmark for at opleve den :o)

Det var en lang tur på 3 dage, men det føltes på intet tidspunkt trivielt! Personalet var overall utroligt søde og imødekommende. Det var utroligt afslappende, og hvis man havde brug for lidt tid til sig selv, kunne man altid finde et fredeligt sted at læse i sin bog eller sysle med andet. Ruby fra England havde medbragt fortrykte tegninger, - sådan nogen i meget små fine mønstre som man så kan fylde farver i efter egen lyst.
En dag hvor jeg trængte til lidt motion, gik jeg hele togets længde - samtlige 24 vogne i så rask et tempo som muligt, lige fra økonomiklassen til den bagerste business class. Det tog 11 minutter - og var også et studie i de forskellige forhold på de tre klasser. Jeg er glad for at jeg ikke valgte økonomi klassen!!
Der var stopfyldte af børnefamilier og drønvarmt. De kunne lægge sæderne lidt ned for at sove, - men måtte selv ha mad med til alle dage. Så der duftede ikke ligefrem af violer :o))

Da vi nåede til Winnipeg i Manitoba, blev alt mandskabet skiftet ud. Diana, en kulsort dame født og opvokset på Jamaica, fortalte begejstret om sin by Winnipeg hvor hun levede med sin mand og børn, og arbejdede 3 døgns skift på toget, ligesom de fleste andre.
Via Rail tilbød en 3 timers sightseeing Tour i Winnipeg, mens de fik læsset affald og lastet nyt personale m.m. - jeg syntes det var lidt dyrt 30 Ca$ - men det viste sig at være alle pengene værd! En rigtig god guide og en by med mange flotte seværdigheder og utroligt flotte parker med både stauder og sommerblomster. Deres Rådhus var helt exceptionelt - påbegyndt i 1912 kort før 1. verdenskrig, bygget i limestone som blev brudt et sted i Manitoba, og hvor man kunne se adskillige fossiler flere steder i mure og pillerne.
Midt i byen var dr også et sted, som fra gammel tid havde været indianernes hellige sted, det var lavet meget smukt nutidigt med indianske symboler. Guiden fortalte at der for ikke længe siden var omkommet 2 unge piger af de indfødte, og begravelseshøjtideligheden var blevet afholdt midt i byen på denne plads - The Forks.

Det eneste der var at klage over, var at informationsniveauet ikke var for godt. Først blev vi ikke orienteret om hvorfor vi ikke kom afsted til tiden i Toronto, og når man spurgte "hvorfor" til personalet der stod og hang i nærheden af køen - fik man det svar at "det kører kl 23".....
Nå men afsted kom vi da og senere fik vi så at vide, at det var aircondition'en som var årsagen. Om de helt havde fået det ordnet tvivler jeg på, i hvert fald kørte det for fulde hammer, så en del af os frøs jammerligt, - godt jeg havde taget mine lange tykke bukser og fleestrøje med.
I det hele taget er det velkendt at der er mange forsinkelser på den tur, jeg havde dog læst om det i forskellige anmeldelser og var forberedt på det. Det skyldes at godstogs companiet ejer sporene, så ViaRail må vige hver gang der kommer godstog.

Men vi nåede da til Jasper med kun 2 timers forsinkelse, nu håber jeg bare at det ikke er alt for forsinket når vi skal afsted mod Vancouver. Så risikerer jeg at det bliver mørkt mens vi kører igennem den sidste del af Rocky Mountains. Det ville være møg ærgerligt, - men jeg har nu været så heldig med alting hele vejen igennem, så måske forfølger heldet mig stadigvæk!?
Det var interessant at følge de forskellige landskaber fra decideret prærie med flade græs - og kornmarker, til vi nåede begyndelsen af the Rockies, med bjerge i det fjerne, dybe floder og slugter.








- Posted using BlogPress from my iPad

Windsor

Så blev det fredag d. 28. Juli og jeg er på toget til Windsor! På vej til Maria Belenkova - som viste sig at være nøjagtig den rare person, som jeg havde på fornemmelsen, efter at vi har korresponderet igennem næsten et år. Hun er af jødisk afstamning - hvilket faktisk var årsagen til at vi igen optog vores korrespondence. Hun skrev nemlig til mig igen, og ønskede Godt Nytår og "kondolerede" med terror handlingerne i København omkring den jødiske synagoge.
Hun er også vegetar og har, for mig at se (desværre) symptomer på en alvorlig neurologisk lidelse. Hun har lidt "dropfod" og fuldstændig mangel på muskler i sine hænder. (Jeg husker det ikke helt, men frygter at det kan være tegn på begyndende ALS!!) Vi berørte kun emnet ganske kort, jeg ville ikke "snage" - og hun syntes ikke selv det var det store problem...."jeg har jo ikke ondt" som hun sagde! Måske er det derfor, hun også går meget op i alternativ behandling og medicin.

Hun hentede mig på stationen og vi kørte hjem hvor hun bor. Windsor er den sydligste by i Canada og ligger ned til det stræde der løber mellem Lake Huron og Lake Erie. Grænsen til USA går ned midt igennem søerne.
Huset ligger i udkanten af byen i et traditionelt villakvarter, - jeg kan godt lide den stil de har med åbne forhaver, her er ikke afværgende hække der lukker hus og mennesker inde! Alle veje går vinkelret på hinanden, så det er let at finde vej - på enkelte større veje ligger små butikker og restauranter. Langs alle villaveje er der beton fortove og store skyggende træer. Skønt - når man skal spadsere i 30 graders varme! Alle huse har en veranda, og flere ynder at sidde der i skyggen.
Men IKKE hos Maria! Hun har en lille veranda til baghaven, hvor hun hygger sig. Selve huset og indretningen er lidt mørk og rodet, og ingen døre må være åbne p.g.a. fluerne, - gardinerne er trukket for hele døgnet p.g.a. varmen. Så ind i mellem er jeg ved at få lidt klaustrofobi :o)

Windsor er måske en lidt kedelig provinsby, men den har en af de flotteste havnefronter jeg længe har set! Her er flot skulpturpark og ind i mellem flotte blomsterbede og springvand - udsigten til Detroits skyline er formidabel. En dag lejede jeg en cykel og kørte alle de 5-8 kilometer, og endte ved broen der fører over til Detroit. Karakteristisk er at samtlige bænke er doneret af private, som har fået indgraveret navne på afdøde familiemedlemmer som de på den måde vil sætte et minde. Mange af blomster anlæggene og skulpturerne er også private donationer.

Tilbage til Maria - hun er af russisk afstamning og besluttede allerede som teenager at hun IKKE ville blive boende i Rusland! Som 22 årig tog hun afsted og meldte sig som russisk flygtning til myndighederne i Canada. Jeg er ikke helt klar over hvilken uddannelse hun havde, men i hvert fald var hun i stand til at forsørge sig selv. Hun kom sammen med sin mand og deres søn Ilia, - efter nogen tid fik hun også overtalt sine forældre til at emigrere.
De bor nu i huset lige ved siden af, - faderen har mange talenter og fik straks mange opgaver. Jeg så en bog med billeder af smykker han har designet og fremstillet, på trods af at han ikke var uddannet guldsmed! Maria fortalte at moderen ikke rigtig har lært det engelske sprog, og heller ikke rigtig har haft arbejde. Men jeg tror at de har et meget tæt og kærligt forhold.
Marias søn Ilia var på sommerlejr, så ham mødte jeg desværre heller ikke. Hun fortalte dog, at der var lidt problemer med ham. Han var den urolige type som ikke altid tog et nej for et nej. Og desværre kom han ikke alt for godt ud af det med Herb! Men jeg boede i hans værelse, det var jeg glad for. Det ER rarest for alle parter at gæsten / couchsurferen kan trække sig lidt tilbage.

Maria blev skilt fra sin russiske mand, - hvor hurtigt efter ankomsten til Canada ved jeg ikke, - men i hvert fald blev hun vildt forelsket i Herb - en 24 år ældre mand, som hun fik Sophie med for 6 år siden.
Herb er nu 62 Maria 38 og de lever et meget specielt åbent forhold, idet Herb's kone Anne accepterer at han bruger meget tid i Marias hus, - og også har Sophie 3 dage om ugen hos dem.
Maria fortæller at hans kone nok er bange for at blive ensom, hvis hun forlader Herb. Og at han tydeligt har sagt, at han ikke opgiver hverken Maria eller barnet! De har ingen børn - det har hun aldrig haft lyst til. I hvert tilfælde forguder Herb Sophie (OG Maria) og det var også mit indtryk at Anne kommer fint ud af det med både Sophie og Maria.
Herb og hans kone rejser - og har rejst rigtig meget næsten overalt i verden. Han er tidligere journalist, har arbejdet ved radioen og skrevet lokalhistoriske bøger. Han virker som en intelligent og karismatisk person, og har en herlig humor! Selvom han er lidt vingeskudt lige nu efter et uheld på tennisbanen, hvor han læderede sin hæl.


Vejret har været utroligt varmt og fint alle steder hvor jeg har været indtil nu!
Jeg havde en del planer om hvad jeg ville lave og se omkring Windsor, - men blev temmelig skuffet da det viste sig at der absolut IKKE er andre transport former end privat bil!!!
Derfor er jeg taknemmelig for at Maria syntes, hun ville køre mig omkring til forskellige seværdigheder. Men det fik mig også til at føle mig lidt som en belastning for hende. Næste gang jeg rejser skal jeg huske mit kørekort, så jeg har mulighed for at leje en bil!! Jeg ærger mig over at jeg ikke har tænkt på det.

Om lørdagen kørte vi til Amherstburg, et meget spændende historisk sted på linje med Dybbøl. Her kæmpede briterne i alliance med de indfødte mod amerikanerne i nogle vældige slag tilbage omkring 1812.
De levendegør historien på en fin måde, og i et restaureret hus fra den tid, var der et fint lille museum. Vi var heldige at komme lige som de var begyndt på et lille show, der viste hvordan de ladede og skød med sortkrudt dengang.
I et hus kopieret fra den tid, men bygget op på det oprindelige sted, kunne man se hvordan soldaterne og deres overordnede havde levet. Det var nogle meget entusiastiske unge mennesker, som optrådte i de gamle uniformer og klædedragter. Soldaterne skulle selv lave maden, og børn havde mulighed for at forsøge sig med at bage en slags pandekage over åben ild.

Om fredagen havde Maria arrangeret International Potluck Party igennem FaceBook - det var vældig hyggeligt! Der kom ca 18 mennesker og vi var mindst 10 forskellige nationaliteter.

Lørdag var hun så sød at køre en udflugt tur til Point Pelee National park, som er et af de steder jeg virkelig gerne ville besøge. Vi pakkede en picnickurv med resterne fra fredagens kalas, det var helt fint. Der var ca. 50 km dertil og det var bestemt en fin eftermiddag - men jeg kunne ha brugt flere dage på at cykle rundt derude! Der er nogle sumpede søer hvor man havde bygget en kæmpestor gangbro og et udsigtstårn. Der var mange flotte åkander og nøkkeroser, - og vi så også en lille sumpskildpadde. Vi kørte lidt længere ud mod spidsen og måtte så parkere ved et stort informationscenter, hvor de iøvrigt havde nogle slankeeksperter til at vise de truede arter og fortælle om dem. Meget interessant.
Det viste sig at Maria ikke er vant til at færdes så meget i naturen. Så der var meget piveri med Sophie, da hendes far havde fortalt at vi man skulle passe på med flåter, når man gik i højt græs og i skoven. Så vi tog et lille futtog der tog os næsten helt ud på det yderste punkt. Det plejer at være en sandbanke som ligner Grenen, og er det absolut sydligste punkt i Canada - 42. breddegrad på højde med Rom og Barcelona. I dag var vandet dog meget højere oppe, så det nåede næsten de yderste små buske, sikkert på grund af en ret kraftig blæst. Maria fortalte at sidst hun havde været der, havde kunnet gå langt i sandet før de nåede vandet. Det tog dem godt nok lang tid at overvinde sig til at få skoene af og gå lidt i vandkanten :o)


Søndag var vi så en tur i Detroit for at se DIA = Detroit Institute of Art - en fantastisk oplevelse! Særlig at se Diego Rivera's vægmalerier! Selvom han var erklæret kommunist, bad Henry Ford ham om at bemale et kæmpestort rum midt i den smukke bygning. Alle fire sider beskriver samfundsudviklingen som han så den i 30'erne - og den måde museet valgte at formidle det på var enestående! Med en iPad i hånden kunne man finde forskellige udsnit af malerierne, og så blev der forklaret med en meget tydelig stemme og af forskellige hvad der var Rivera's tanke med netop dette. De havde også på iPaden fotografier og udtalelser fra folk fra den tid, og hvad de tænkte om kunsten. Flot lavet! De gange jeg ellers har prøvet den slags elektroniske informationer, er jeg ofte blevet skuffet.

Mandag var officiel "civic holiday" så Maria skulle ikke på arbejde. Jeg blev tilbudt at komme med Sophie hjem til hendes far og Anne. Det var meningen at vi skulle ha sejlet en tur på Belle River i hans båd, men da det viste sig at blæse for meget, valgte jeg at tage en afslappet dag til at pakke, læse lidt og gå en tur i nabolaget.

Da Herb bragte Sophie hjem igen syntes jeg at fornemme, at det ikke er helt uproblematisk at leve som de gør. Først bad Maria om jeg ville gå en lille tur, - de havde vist noget der skulle drøftes under fire øjne. Men så blev det til om jeg ville se efter Sophie i stedet, og så gik de en tur......

Nå næste dags morgen kørte vi Sophie i day-care og Maria satte mig af ved stationen. Det var på mange måder en rigtig god oplevelse at besøge Maria.


- Posted using BlogPress from my iPad

TORONTO.

Ja men for 28 ekstra Ca$ fik jeg da min kuffert med til Toronto!!
Ziba havde lovet at hente mig der, og efter at jeg havde ventet en halv times tid dukkede hun også op. Men jeg nåede da lige at blive lidt nervøs, og begyndte at udtænke plan B. Hun bor på 29. etage i et condominium byggeri - hvilket betyder ejerlejligheder! Hun ejede den dog ikke selv, men lejede af en eller anden rig person som sikkert havde flere af den slags. De fleste af højhusene i Toronto er condominiums, fortalte hun.

Hun er af tamilsk afstamning, men havde været gift med en singalesisk mand i sin tid på Sri Lanka. Sjovt nok kune Vino i Montreal se det på hendes navn!
De havde fået en søn, og p.g.a. krigen tilbage i 80'erne flygtede hun til Tyskland, hvor hun boede i 8 år. Det var meningen at manden skulle følge efter, - men hun fandt hurtigt ud af, at han hyggede sig med andre kvinder. Så de blev skilt og hun har opdraget sin søn alene i Tyskland og i Canada. En stor del af hendes familie bor her i Canada, og som alle tamilere er der stærke traditioner for at holde sammen og hjælpe hinanden økonomisk.

Det gjorde hun også, inklusive en ældre bror som nu bor i Indien. Men hun havde nu også en masse beklagelser, over hvor meget hun syntes de andre udnyttede hende. Måske har hun været den der har været smartest og fået sig en uddannelse. I hvert fald kaldte hun sig ejendomsmægler af profession, og der var også et sted, hvor hun havde lidt kontor. Men det var ikke nemt at tjene penge kun ved dette, - åbenbart er ejendomsmægler virksomhed noget anderledes skruet sammen her i Canada. Så hun var i fuld gang med at søge job! Selvom hun fik en slags folkepension, hun er lige fyldt 60.
I Canada er det meget forskelligt hvornår man bliver pensioneret, - hvis man har været organiseret i en af de gode "unions" kan man få folkepension når man har arbejdet 30 år. I Windsor mødte jeg en mand som fortalte han havde været pensioneret siden han var 40!!!!

Ziba bor alene med sin søn på 32 år. De har begge et soveværelse og et badeværelse. Stue og køkken ud i et, men stuen er godt nok bitte lille og "udtamponeret" med store, tunge møbler. Jeg ligger på sofaen, som sådan set er komfortabel, men jeg må kante mig rundt omkring de andre møbler :o)
Der er en minimal balkon, som hun bruger til at opbevare vinterdæk til bilen.
Sønnen Jeef arbejder vist som IT ingeniør, men på skift om natten. Fint nok for mig, så kan jeg bruge hans badeværelse (selvom det godt nok er det mest snavsede jeg længe har set :o)
Ellers er der nu rimelig pænt, jeg tror Ziba har som princip ikke at gøre rent for ham. Men hun er godt nok en hønemor og jeg har på fornemmelsen at han ikke nænner at flytte fra hende, selvom han måske gerne vil. Han har haft flere kærester, men ingen der rigtig har holdt ved. Han spiser næsten aldrig hjemme, men ude i byen med sine venner, hvilket hun beklager sig noget over!


Ziba er såmænd rigtig sød og rar og ved ikke alt det gode hun vil gøre for mig.
Men da hun skrev at hun havde booket et hotel til os i Niagara Falls, blev jeg en smule betænkelig....det havde vi ikke aftalt...og jeg tænkte: Gud ved til hvilken pris? Jeg selv havde forestillet mig at tage på en dagstur med et busselskab fra Toronto.
Det viste sig at hun kommer der ret ofte sammen med sin familie. Hendes gamle mor interesserer sig kun for at spille i Casinoet, så det gør de åbenbart så meget at de er en slags VIP medlemmer. Dette giver hende nogle månedlige points som hun kan bruge om hun vil. Og det nyder jeg så godt af! Tænk at bo i et hotelværelse til 600 dollars - og udsigt direkte til Niagara Falls!! Spise både morgenmadsbuffet OG stor aftenbuffet...uden at betale en klink!! Jeg ku næsten ikke finde en grimasse der ku passe :D

Fredag aften da jeg kom, havde hun lavet dejlig mad til os. Derefter syntes hun vi skulle en tur ned Down-town og se byen "by light" - rigtig fint! Der har været Pan-American games så der var en masse mennesker der nød den lune aften i byen. Og jeg fik nogle gode skud af det 553 mtr høje CN-tower, som lyser i forskellige farver om natten.
Lørdag tog vi så afsted til Niagara Falls - godt nok ret sent! Ziba er temmelig uorganiseret og omstændelig :o) Turen dertil tog dobbelt så lang tid (2,5 timer) end sædvanligt, der var tæt trafik,som måske skyldtes Pan-American games. Der er 3 baner på highway'en - den længst til venstre formodes at være den hurtigste, - og så har de lavet et system hvor kun biler med 3 personer eller flere må køre der. På den måde vil de fremme samkørsel og energi besparing.

Da vi endelig kom frem, blev vi først tjekket ind i det formidable hotelværelse med to King-size-beds og kæmpe badeværelse. I en park tæt ved var der en eller anden Sikh-indisk dansekonkurrence i gang, så det vrimlede med indiske mennesker med turbaner, fine sarier og guldsmykker. Ziba mente aldrig hun havde oplevet så mange mennesker der!

Vi købte en sandwich i en Tim Hortons, som er Canadas svar på Starbucks (dem er der nu også en del af). Bagefter kørte vi så til den lille historiske og pittoreske Niagara on the Lake, som virkelig er den yndigste lille by man kan forestille sig. Vejret var skønt, - høj solskin og 27 grader..mindst!
Vi gik en lille tur og så på byens huse, og ned til søen Lake Erie. Der var rigtig mange familier på weekend udflugt med madkurve og legetøj rundt om i parkerne. På den anden bred er det USA hvor der ligger et gammelt malerisk fort.
På vej tilbage kørte vi forbi et stort kraftværk som selvfølgelig udnyttede de stærke strømme i floderne. Vi så det berømte Floral Clock som i år fejrede 100 års fødselsdag. Hvert år bliver det plantet til med smukke nye blomster, - kraftværket driver urviserne, og bagfra kunne man gå ind under hele molevitten og se de tekniske installationer.
Vi fortsatte tilbage ad Niagara Parkway, som Churchill engang har kaldt verdens smukkeste søndagskøretur. Og vi nød da også alle 56 km.

Vel hjemme på hotellet fik vi et hurtigt bad og måtte så gennem Casinoet for at komme til den kæmpestore buffet restaurant. Det er sådan noget lignende som Mongolian barbecue X 5!!!! Så vi blev mætte - og gik en aftentur ned for at se faldende i aftenbelysning. Det var såmænd rigtig smukt, men der er godt nok en masse gøgl og lir rundt i byen - et mindre Las Vegas beskriver min rejseblog den også som.

SÅ kastede Ziba sig over spillemaskinerne! Jeg gider ikke bruge penge på den slags, - men det var da sjovt at se rundt på alle disse mennesker der spillede løs på maskinerne. Efter nogen tid var klokken blevet midnat og jeg gik i seng, - vågnede dog mange gange og undrede mig over at Ziba stadig ikke var i sin seng.
Kl. 6 kom hun dog listende og da jeg stod op kl 8 vågnede hun og fortalte stolt at hun havde vundet 1000 $ med en indsats på 40 $!!!! Så man må da sige at vi var en rigtig dårlig forretning for Casino Fairview Falls Hotel :o)))

Efter morgenmaden blev hun selvfølgelig nødt til at lægge sig igen, mens jeg gik en tur rundt omkring ved vandfaldene i dagslys. Omkring middagstid satte vi næsen mod Toronto igen, - jeg var lidt utryg ved at hun havde sovet så lidt, men heldigvis var der meget mindre trafik end dagen før. Så turen hjem gik hurtigt.

Vel hjemme på 29. etage krøb Ziba under dynen igen efter at ha forklaret mig hvordan jeg kom med Subway'en ind til byen. Det var ret nemt - også at finde rundt i Toronto. Jeg stod af på en station tæt på Art Gallery of Ontario, men var godt klar over at jeg ikke kunne nå at se selve museet, gik dog lidt rundt i foyeren og shoppen som solgte mange lækre ting.
Det interesserede mig fordi den berømte canadiske arkitekt Frank Gehry har stået for en spændende indretning, da museet blev renoveret for år tilbage. Det er ham med Guggenheim og oplægget til Sønderborgs havnefront.
Formålet med turen var også, at orientere mig om den store Union Station, hvor jeg skulle køre fra tirsdagen efter. Den har været under ombygning gennem nogle år, og er først færdig i slutningen af 2016.
Det hele gik som smurt - indtil jeg kom tilbage til den station hvor jeg skulle af! Jeg var gået ind et sted - og kom nu ud et helt andet sted fra den store undergrundsstation! Så da måtte jeg tilsidst SMS'e til Ziba og spørge om vej. Det var hun nu ikke for smart til at forklare, men heldigvis mødte jeg en flink mand med en MEGET smart telefon, hvor han sagde adressen højt og så fandt hans GPS den vej jeg skulle gå! Fagre nye verden!!
Jeg er forresten også blevet ret glad for aircondition - det er godt nok en velsignelse når der er 33 graders fugtig varme i en storby!!

Torsdag d. 27.juli var min sidste dag i Toronto - og faktisk var der nogle ting i byen jeg gerne ville ha udforsket, men Ziba havde meget lyst til at vi skulle tage til stranden, - og jeg syntes ikke jeg kunne sige nej.
Det var tydeligt at hun nød at have besøg af mig, og benyttede lejligheden til selv at få oplevet noget i selskab med et ikke-familie-medlem, - hun sagde det faktisk lige ud. Jeg tror måske hun følte sig lidt ensom, eftersom sønnen næsten aldrig var hjemme.

Så vi tog til Sauble Beach ved Lake Huron halvvejs op til Bruce Peninsula. Det betød en køretur på 3 timer! Vi badede en time, shoppede en time, spiste en time....og så kørte hun 3 timer hjem igen!! Canadierne regner det ikke for noget at køre lange strækninger i deres store biler, - men Zibas var nu bare en lille gammel Peugeot som næsten havde kørt 300.000 km. Den havde forresten en rød alarmlampe som lyste uafbrudt, så jeg frygtede konstant at den skulle bryde sammen. Det gjorde den så heldigvis ikke :o)

Fredag formiddag tog jeg så igen Subway'en ind til Down-town, fandt mit tog til Windsor, og glædede mig til at møde Maria, som egentlig er grunden til at jeg i det hele taget tog afsted nu i år.




- Posted using BlogPress from my iPad

Om Montreal.

Hold da op....der er ikke tid til at skrive på bloggen når man bor privat!!
Alle er simpelthen så søde og vil vise mig alt det spændende de kan, - så tiden bliver lidt knap. Det er også helt fint, jeg lægger nogle billeder på FaceBook af og til så har jeg også selv lidt at kigge tilbage på.

Flyturen fra Istanbul til Montreal gik fint, selvom vi blev næsten to timer forsinkede. Siva og hans børn ventede på mig i lufthavnen, så det var nok mest træls for dem.
Det var dejligt at se hvor godt han har klaret sig her i Canada. Han har haft godt arbejde det meste af tiden og sidder nu i en mellemleder stilling på en fabrik hvor han arbejder med kvalitetskontrol af CNS robot maskiner.
Vino hans hustru er rigtig sød og virker til at være en klog kone. Hun arbejder med at indberette lægers medicinkoder til de offentlige myndigheder. Derudover har hun lavet sin egen lille business med at hjælpe folk til at oprette børneopsparinger. Jeg forstod aldrig rigtig helt deres system i Quebec m.h.t. offentlig støtte. Hun var faktisk lidt lettere at forstå end Siva - han har meget tamilsk accent.
Datteren Matha var dog allerbedst til engelsk og taler også flydende fransk efterrsom det er sproget de bliver undervist på. Hun var en utrolig sød og moden pige som også var interesseret i den øvrige verden. Når jeg havde svært ved at forstå forældrenes forklaringer, var hun der og gjorde det nemmere for mig. Lillebror Pranavan er en sød knægt på 9 som spiller computer ligesom alle andre børn på den alder.

De bor i et dejligt hus, som Siva fortæller at hans chef har hjulpet ham til at købe. Der er et stort rum i kælderen, plus et værelse med to store senge hvor jeg residerer, - jeg har såmænd også mit eget badeværelse. Fra stuen i kælderen er der adgang til garagen, hvor der er plads til to biler. Det er nu kun den nyeste af de to de har der kommer ind om natten. De har en tredie stående som er slidt op. Den har dog stadig nummerplader på! For måske skal de ha den anden fornyet og så kan de åbenbart bruge de samme nummer plader. Der er ikke det skattesystem som vi kender! Iøvrigt havde alle biler kun nummerplade bagpå, ikke foran! Men det er vist kun i Quebec provinsen det er sådan. I Toronto ser det mere normalt ud :o)

Siva er tydeligvis ret religiøs - mere end sin kone! På et tidspunkt sagde hun med et smil, at i gamle dage var det deres form for underholdning :o)
Vino havde taget fri fra sit arbejde de dage jeg var der, - desværre havde Siva først fri ugen efter, så det var mest hende jeg talte med. Og det var egentlig helt fint.
En dag kom han lidt tidligere hjem fra arbejdet, fordi de havde planlagt at tage mig med en tur op i bjergene, en times kørsel længere nordpå, til et af de mest berømte templer i Canada.
Formålet var at deltage i en Hindu-ceremoni og den efterfølgende "puja" - som er et reelt måltid mad. Det var en meeeeget lang ceremoni , hvor et par af guderne blevet overhældt med forskellige væsker (drikkevarer?), drysset med blomster og spiselige sager - ind imellem blev de vasket og skrubbet grundigt. Man må jo endelig ikke sidde med fødderne mod Guderne! Så det var lidt hårdt at holde ud til at sidde på gulvet i - jeg tror næsten - halvanden time.
Ind i mellem måtte vi dog også op at stå for at blive stænket med lidt helligt vand, modtage lidt mælk i håndfladen og få et hvidt mærke i panden. Sidst i seancen gik vi i procession rundt om hele templet, - tempelmunkene i spidsen med en lang "fork" hvorpå der var spiddet forskellig frugt - og andre der ringede med forskellige larmende klokker!
Ved den efterfølgende "puja" fik vi ris og sammenkogte grønsager - alt blev spist med fingrene - også noget der var en slags sød byggrød. Det er åbenbart tradition i deres kultur.
Det var meget interessant at overvære, og en sympatisk religion der tillader alle at være med, - uanset om man er kvinde, kristen, katolsk eller muslim. Ingen spørger eller kigger skævt efter en. Til stedet var også knyttet en slags yoga skole, hvor jeg kunne se at der var en del unge europæere.

En dag så jeg en video de havde lavet af Marta's "puberty - ceremony" - det er vel næsten det der svarer til vores konfirmation. Marta og jeg så den sammen og hun fortalte hvor hårdt det havde været! Op kl. 4:30 for at få lagt make up og blive iklædt den første kjole og diverse smykker (som de dog havde lejet :o) - så i en limousine hen til et stort forsamlingssted, hvor de havde inviteret 200 mennesker!! Så skulle hun sidde på en "piedestal" og involveres i en masse forskellige hellige ceremonier, som hun faktisk ikke selv forstod ret meget af.
Derefter klædes om og spise lidt af al den mad der var lavet - for senere at blive stående fotograferet parvis med næsten alle gæsterne. Nogen af dem anede hun faktisk ikke hvem var!
Og som hun fortalte - tilsidst havde hun fuldstændig ondt i kinderne af at stå og forsøge at smile, så hun var glad sa hun blev kørt hjem igen kl 5 om eftermiddagen!!

Den sidste dag kørte Vino mig til lufthavnen. Jeg havde fundet en billig flybillet til Toronto til næsten samme pris som togbillet.....TROEDE JEG!! Det viste sig selvfølgelig at være et af de der møg lavprisselskaber, hvor man så skal betale en hulens masse penge for at få sin kuffert med!! ØV!! Næste gang jeg booker indenrigs i et andet land, vil jeg være lidt mere forsigtig og tjekke alt bedre!





- Posted using BlogPress from my iPad

Location:Toronto 28. Juli 2015

Så er jeg på vej...

Så er jeg endelig på vej! Havde en rigtig hyggelig dag sammen med Hanne i København. Og det kærlige menneske fik den fantastiske ide at gå på Hovedbanegården og få lavet et Rejsekort til mig! Der var lidt ventetid men ellers var det både hurtigere og nemmere end da jeg selv forsøgte på nettet :o)))
Så nu kan jeg drøne rundt i København (og vel også resten af landet?) med bus, metro og S-tog så meget jeg lyster. Hanne inviterede på Bjørg's - en hyggelig lille restaurant hvor vi fik de lækreste lammekoteletter!
Bagefter gik vi over Rådhuspladsen som er blevet buret inde p.g.a. arbejdet med Metro stationen. Så fik vi kaffe og lækker dessert på Palace Hotel ( mindre ku ikke gøre det :o) og gik ned for at se på Vartov-huset, et spændende sted der refererer til Grundtvig.
Nu sidder jeg i ATA Türk lufthavnen i Istanbul og venter på mit fly til Montreal. Der er ellers nok at se på af mennesker i alle afskygninger og "forklædninger"!!


- Posted using BlogPress from my iPad

Location:Istanbul

søndag den 19. juli 2015

Sidste dag og afrejse Rosia Montana.

Dagen før vi skulle afsted tog vi på tur til en meget spektakulær Glacier Cave i Scarisoara. Det var søndag og i en mindre by vi kørte igennem var der marked OVERALT på en lang strækning af hovedvejen.
Alle folk havde været i kirke og eftersom det var navnedag for alle dem med blomsternavne, gik mange rundt med forårsgrene og blomster, de havde fået under Gudstjenesten. Jeg vidste godt at man fejrer navnedage her ligesom fødselsdage. Lehel spurgte mig engang om hvornår min navnedag var :o) - det kunne jeg ikke lige svare på.
Karakteristisk for hver eneste lille, bitte landsby er også, at der er ALTID mindst 4 forskellige kirker, alt efter hvilken afart af religiøs overbevisning man har. Det slår mig igen - jo fattigere et land jeg besøger jo mere religiøsitet og kirker!
I Rumænien spiller kirken / religionen en ufattelig stor rolle, - det er meget modsætningsfyldt med alt den pragt der vises her, og så den tydelige fattigdom man også ser mange steder! Ikke ALLE er fattige - jeg tror faktisk at vi vesteuropæere opfatter det mere fattigt end det i virkeligheden er, hvilket har noget at gøre med at de er ret uorganiserede. Ting og sager flyder allevegne!


Tilbage til markedet....Erika og jeg skulle da lige kort ud af bilen for at kigge. UTROLIGT hvad der var af alskens ting. Erika mindede mig om at vi var i Østeuropa, og bad mig holde min taske og pung tæt til kroppen!
Kæmpestore lastbiler måtte sno sig ud og ind mellem boderne for at komme frem, vi skulle dreje fra lige hvor boderne var ved at høre op, så vi fik set det hele kørende i slowmotion næsten som spidsrod imellem mennesker og boder.


Kort efter markedet begyndte en voldsom opstigning ad bjergvejen til ishulen! Paul var helt eksalteret over den nye, fine vej. 15 % stigninger var ikke det bare pjat for den lille Renault Twingo vi har lejet!
I hårnålesving gik det deropad, og vejret var heldigvis ret fint, så der var nogle fantastiske udsigter at nyde. Selvfølgelig mødte vi også her lokale i hestevogne, denne dag blev de brugt til kirkekørsel, og hestene var fint pyntede med røde kvaster.


Endelig fremme ved ishulen. Vi steg 60 mtr ned ad stejle trapper - fra ca. 10 graders varme til minusgrader. Helt nede kunne vi gå med en gangbro rundt og se på is formationerne, - ret fantastisk og smukt.





Bagefter kørte vi ned igen (også meget spændende i en lille Twingo :o)
Og fortsatte til en anden hule med et rigtig smukt lille GRØNT vandfald udenfor. Inden i hulen sov flagermusen stadig vintersøvn, men en venlig guide viste os dem med sin kraftige lommelygte. Hulen var kæmpestor og længere nede og inde i bjerget vidste de at der var en stor underjordiske sø, men der var ikke til at komme for turister.
Om aftenen blev vi inviteret til at se film i spejdernes hus. Tika havde fundet en film på sin computer, en lille projector, et lagen var hængt op på væggen - og så kan man vise film :o) Denne hed "Illumination" og viste et billede af en ung jødisk mand der søger efter sine forfædre og deres historie i Ukraine. Meget bevægende og smuk! Og de spejderbørnene lærer jo så også at lytte til engelsk, - men der var nu også voksne fra byen! Med rumænske undertekster var det en oplevelse for alle.

Mandag tog vi afsked med Rosia Montana i fint vejr. Tika havde inviteret os til en lille smoothie, og til at se det lille yndige hus han havde lånt af en lokal.
Jeg tror Sorin var helt ked af at vi skulle afsted.
Han havde svært ved at slippe os, og tilbød at vise os en lille kunstig sø og et rekreativt område der var blevet lavet for en hel del år siden. Det lå ikke så langt fra byen lidt oppe ad bjerget og med en flot udsigt.
Søen var lavet for at udnytte opdæmningen til lidt vandkraft, og der var masser af store karper og andre fisk i søen. Tæt ved en stor åben plads som blev brugt jævnligt til musikfestival, hvor man også støttede kampen om Rosia Montana.







Posted using BlogPress from my iPad

CANADA 2015

Så starter snart et nyt rejseeventyr.
Canada har været i mine drømme i mange år, og takket være en aktiv CS pige Maria Belenkova i Windsor (den sydligste by i Canada!) skal jeg nu afsted.

Jeg var heldig at finde en gammel ven Siva fra Sri Lanka, som Christian og jeg var flygningevenner for tilbage i 80'erne. Så turen går i grove træk ud på følgende:

Montreal - besøge Siva i 3 dage.
Toronto - Couchsurfe hos Ziba som sjovt nok også er tamiler.
Niagara Falls - 1 dag.
Tog fra Toronto til Windsor - Couchsurfe hos Maria i hele 7 dage!
Tilbage til Toronto - og så går turen med tog tværs over provinserne til Jasper i Rocky Mountains.
Overnatte på Hostel World Travellers Fraternity i Jasper i 5 dage, hvor jeg håber at vandre i de smukke Rockies.
Videre med tog til Vancouver, hvor jeg også har 5 dage til at opleve byen og omegnen. Endnu ved jeg ikke hvor og hvordan jeg overnatter, men der er mange hostels, så det er jo altid en mulighed.


Så nu er kufferten pakket OG vejet😳.....men allerførst glæder jeg mig til at besøge Hanne min CS-veninde i København, som igen har været været så sød at lade mig overnatte 😘.


- Posted using BlogPress from my iPad