torsdag den 21. februar 2013

Poesifestival og hjemme igen...

Poesifestivalen i Granada var en rigtig dejlig afslutning på mit ophold i Nicaragua. Der var masser af stande med bøger og om aftenen til åbningen masser af folk / turister der var kommet for at deltage i åbningen. Der var også tænkt på børnene.



Den foregik på pladsen ved Kathedralen og var sjov at overvære. Egentlig er det jo lidt finkulturelt, - det startede selvfølgelig med velkomsttaler m.m. - men alle kræmmere og sælgere i lighed med Sønderborg Ringridning var jo også mødt op. Derefter læste 6 unge poeter fra forskellige lande deres egne digte op. Det foregik mest på spansk, men også med noget af det oversat.



Derefter var der sang og musik af en meget berømt sangerinde Katia Cardenal Barquero, som jeg tilfældigvis allerede havde købt en CD med - rigtig dejligt musik! Og det viste sig senere at hun har lavet en del af sine indspilninger i både Danmark og Norge. En skøn aften med selvom det mod sædvane var overskyet og lidt blæsende i Granada.



Mandag d. 18. Om morgenen tog jeg så bussen til Managua og indtil Ervin og Judith. Ervin tog mig med en tur ud til deres rancho ved Stillehavet, - og det var jo lidt sjovt at jeg også nåede at dyppe mig i bølgerne der :0)



Han kørte ad forskellige veje ud og hjem og viste mig også hvor han havde ideer til et turist / hotelprojekt. Endelig så jeg også virkelig store sukkerrørsplantager og hvordan de dyrkede markerne v.h.a. oksetrukne redskaber. Landskabet her var meget anderledes, mere afsvedet og tørt end jeg har set andre steder i landet. På hjemvejen fik jeg nogle skønne billeder af solnedgangen over Stillehavet.



Efter en lang flyvetur med lidt spænding i Heathrow om vi ville nå det sidste fly til København, nåede jeg så endelig dertil igen. Metroen og toget til Sønderborg smuttede selvfølgelig lige for næsen af mig, så jeg måtte tilbringe 2 timers ventetid på McDonalds.
For nu at sige noget pænt om dette sted, så har de et "hot-spot" hvor man gratis kan bruge internettet! Så jeg fik tjekket mails og aftalt med Anne Marie
min søde cykelveninde, at hun ville hente mig ved toget.



Dejligt med gode venner og naboer der tager så smukt imod een efter en lang og spændende rejse!


Tak for det Hanne!

søndag den 17. februar 2013

Granada..igen, igen!

Så lykkedes det at komme afsted med flyet fra Corn Island! Aldrig er min håndbagage blevet så grundigt undersøgt - og så af en morgensur madamme, der godt nok var en langbenet flot mørk pige :0(
Nå men hun fandt da en lighter hun kunne konfiskere! Jeg kunne høre og se på andre, at de også havde fået fjernet ting de syntes var urimeligt.



Denne gang fløj jeg med et noget større fly, og vi var lige en tur nede i Bluefields, som ligger ud til den caribiske kyst. Jeg tog det meget roligt i Managua Lufthavn, gik ind på toilettet for at få mine penge og papirer ind på maven o.s.v. - jeg har nok taget det lidt for roligt, for da jeg skulle ud havde de sat en stor hængelås på døren, så jeg måtte tilbage og finde een der havde en nøgle :0)






Billederne herover er taget på gaden i Managua. Det øverste er "Una Gigantona" = en kvinde som har klædt sig ud som en KÆMPE!! Hun har så, på modsatte side af vejen, følgeskab af en lille bitte mand (velsagtens et barn der er klædt ud) og en person der slår på tromme, så folk bliver opmærksomme på hvad hun vil sige. Det hele går ud på at gøre nar af - og grin med - mændene! Det bruges rigtig meget her i landet, og det er ikke kun ved specielle lejligheder, - nej åbenbart en måde at få afløb for sine frustrationer på :0)) Og ærlig talt synes jeg det er en morsom måde! En anden har fortalt mig at kvinden symboliser den spanske erobrer og manden den lille uskyldige indfødte der bejler til hende!?

Billedet herunder fortæller også en lidt sjovhistorie:
Eftersom man ikke har adresser som vi kender det, beskriver de lokaliteterne udfra forskellige fixpunkter. I dette tilfældet havde man brugt "det lille træ" i et gadekryds, men nok ikke taget højde for at træer har det med at vokse sig store!! Så træet her bliver de af og til nødt til at hugge om for at plante et nyt "lille træ".


Uden for lufthavnen lykkedes mig at få fat i en hæderlig taxachauffør, der kunne fortælle mig at jeg skulle et andet sted hen, end der hvor jeg troede, for at komme med bussen til Granada. Det er virkelig et mærkeligt system de har med busser og busstationer! De lokale ved sikkert godt hvor de skal finde busserne, - men det er svært at spørge, for enten siger de bare ja til alt - eller også rabler de en hel masse af sig i et forrygende tempo.

Grunden til at jeg tager den med ro den slags steder, er at jeg så undgår at blive overfaldet af en horde taxachauffører, der alle råber i munden på hinanden, skubber og maser for at kapre kunder. Ret træls!
Så håber jeg på at der tilsidst er een tilbage der ser hæderlig ud, og nu har jeg da lært at spørge efter "licensia". Jeg var lidt i tvivl om ham her i dag, og spurgte hvad han hed - så grinede han og sagde: Darvin men altså ikke Charles - og trak sin pung frem med sin tilladelse til at køre taxa!



Busturen til Granada gik fint, og nu sidder jeg i et lille fint Hostal Entre Amigos som jeg havde udset mig inden jeg rejste herfra sidst. Det er nogle kunsthåndværkere der har slået sig sammen om en lille butik, hvor de så inde bagved driver et hostal. De er rigtig flinke og her er hyggeligt med masser af grønne planter og fint udsmykkede vægge.


De har ret travlt lige nu, fordi der kommer mange turister i næste uge til den store Poesi-festival. Det har man hvert år her i Granada og hele byen summer lige nu af forberedelser til den store begivenhed. Der er planlagt rigtig mange aktiviteter, - sang, musik, oplæsninger o.s.v.
Der kommer repræsentanter fra mange forskellige lande incl. europæiske, og jeg er heldig lige at få åbningen med søndag aften. En gruppe af couchsurfere har ellers planlagt at mødes, men først efter at jeg er rejst - lidt ærgerligt :0(

Cesar som er hovedkraften bag butikken her, har lige fortalt mig om sin tur til Miskitokysten oppe i det nordøstlige hjørne af landet. Her har han hentet mange fine og helt specielle ting. Jeg kan også følge med i, at der kommer mange og afleverer hvad de laver. De er også fantastiske til at få kunst ud af gammelt skrot! Men ham her passer butikken og laver det sødeste macrame.



Det er ørenringe! Men de laver også alt muligt andet flot i naturmaterialer.



Nu må jeg hellere få lettet bagen og komme ud af denne oase! Jeg skal ned på chocolademuseet og lave min egen chocolade :0)



Så er det blevet søndag. - min sidste dag i Granada....snøft, snøft...jeg er virkelig kommet til at holde af denne by. Jeg havde nogle ideer om at tage til Leon og andre spændende steder, men faktisk er jeg nok ved at være fyldt op af diverse oplevelser! Så jeg har bare dasket rundt i byen og set på alle forberedelserne til bog-og poesifestivalen. I dag er der faktisk rigtig gang i den. Jeg var igen et tur inde omkring Casa de Los Tres Mundos, og købte her et rigtigt fint kobbertryk af en kendt kunstner her fra Granada, som gave til Ervin og Judith, der giver mig husly den sidste nat, og som har været så utrolig venlige mod mig.



Nå - jeg har nu også fået besøgt skolen, Julio og Chilo mine tidligere værtsfolk og fået sagt ordentligt farvel. Så ville jeg invitere Preben og hans kone Ondeya ud til middag, men uheldigvis er Preben blevet sengeliggende med et alvorligt tilfælde af lumbago. Så de bød i stedet MIG på middag og snak på sengekanten :0) Preben har lavet en hel stak CD'er med musik og film til mig. Det bliver spændende at komme hjem og få set!



Nu glæder jeg mig til i aften til den officielle åbning, med taler, koncert o.s.v.
Det bliver forhåbentlig en god afslutning på min tid her i Nicaragua

onsdag den 13. februar 2013

Nej, nej, nej...Little Corn er paradis!!

Halleluja.....så kom jeg til Little Corn Island, og ærlig talt skulle jeg ha taget herover straks. Her er VIRKELIG SKØNT!!
Selvfølgelig snød min "ven" taxachaufføren mig og jeg blev ikke hentet som aftalt ved hotellet. Heldigvis fik hotellet fat på en anden, og jeg nåede med nød og næppe båden til L.C.



Det er en såkaldt "panga" som er en slags speedbåd med plads til 30-34 personer. Jeg fik min bagage smidt ned oven i de andres i et lille rum i bunden, og fik den sidste plads helt foran i båden. Fem minutter efter gik det så afsted i rasende fart!!
Hold da op! Det var værre end rutsjebanen på Bakken! Alle folk hvinede og skreg når båden hoppede op og ned - særlig nedturen var slem, hvor man fik et ordentlig stød i hele rygsøjlen, når båden hamrede ned i den næste bølge. Så jeg er glad for, at jeg har lært at spænde mit "muskelkorset" - selvfølgelig fik man også nogle ordentlige skyller af saltvand hældt ind over sig :0)



Nå men nu er jeg her og sidder og venter på at mit værelse bliver klart. Det er et lille hyggeligt hostel som Kristine i Matagalpa anbefalede mig. Her er mange unge - men også en ældre flink canadier som plejer at være her et par måneder hvert år.


Breen, som han hedder, tog mig med rundt på en spadseretur og viste mig noget af øen og de bedste restauranter. Han er rigtig flink, og vi har allerede aftalt at lave og spise nogle af hans selvfangede fisk i aften. Men jeg skal altså prøve deres languster (som vist nok er en slags hummere) - som jo ellers heder lobster på engelsk.
Så er det blevet mandag efter en meget morsom søndag aften. Efter en dejlig aftensmad som vi var 3 om at lave og 7 til at spise, hyggede jeg mig med de unge: Kelly en pige fra Nordengland og hendes franske kæreste, Shane fra Dublin og en hel masse tyske og spanske piger. Breen forduftede efter vi havde spist.


Nogle af de unge har rejst rundt i mere end et år og virker som om de "partyer" sig igennem på de mest populære bade - og snorkle/surfingsteder. Det virker ikke som om de interesserer sig så meget for landet, politikken og menneskene her :0(


Det er vist ikke så svært at få fat i noget "sjovt tobak" her - een af dem ser ud til at gøre lidt rigeligt brug af det. Han vågnede efter flere timer i hængekøjen helt grøn i hovedet - men efter et par øl og nogen chips så han bedre ud :0)

Vi fik lidt god fisk (baracuda) hvidkålssalat og kartoffelmos, udmærket - men jeg blev lidt misundelig da jeg så de spanske piger havde kogt de skønneste kæmpe-hummere, med lækre krydrede ris og salat.


Shane havde sin lille iPOD med alt det bedste irske musik og den smarteste lille højtaler, - så der var rigtig god stemning:0)


Det er bl.a. derfor jeg nogen gange synes at hostels er bedre end de billige hoteller, her kommer man hinanden ved på en anden måde. For den som rejser alene er det fint. Jeg har mit eget store værelse + eget bad + adgang til et køkken for 10$, - det ER billigt.

I dag har jeg så været på snorkeltur med David som arbejder sammen med Lucilla og Randy som det søde værtspar hedder her på "Three Brothers". Han hentede mig og vi sejlede afsted op langs den vestlige kyst hvor vi kom ind til et sted der hedder "El Ensueno" (drømmen) hvor der også bor turister.


Der er flere af den slags steder på begge sider af øen, hvor de bygger nogle mere eller mindre pæne hytter / palmehuse, og hvor det i nogle tilfælde er folk udefra, som har fundet det opportunt at slå sig ned som gæstgivere. De er vist ikke lige populære allesammen!


Jeg bor jo i "byen" hvis man kan kalde den det! Dokken, hvor båden lægger til, på både Big og Little Corn er forøvrigt blevet lavet med økonomisk hjælp fra Danmark.


Herfra går der en ca. 1,5-2 mtr. bred cementsti - denne "vej" fortsætter til begge sider ca. 5-600 meter hvorefter den går over i en sti, der igen forgrener sig ud til de forskellige steder ved kysten. Her findes ingen biler eller motordrevne køretøjer af nogen art (altså bortset fra bådene på havet). Alt transporteres på håndtrukne kærrer.

De små stisystemer er slet ikke så nemme at finde ud af, man kan virkelig let fare vild i junglen her! De har da heller ikke været fri for at turister er blevet overfaldet og frarøvet penge, så man bliver advaret om ikke at gå bestemte steder om aftenen / natten!


I dag skulle alle børnene starte i skolen - eller....alle?? det er vist ikke ALLE der har råd, for der kræves fine hvide strømper og skjorter for at gå i skole - i hvert fald i dag hvor de blev indskrevet, det var noget af et tilløbsstykke.



Nå jeg glemmer helt snorkleturen! Vi samlede et engelsk ægtepar op, og så gik det ud over havet til koralrevene. Der var ret så kraftige bølger og det blev også lidt overskyet, så jeg nåede lige at blive lidt betænkelig.
Men jeg fik da svømmefødderne på og snorklen i munden og hoppede efter David, som bare lod båden ligge for anker, mens vi fik besked på at følge efter ham. Det varede ikke længe, før han måtte tilbage med den engelske dame, der var ved at panikke efter sit eget udsagn!


Jeg havde sikret mig at han havde en stige, så jeg kunne komme ombord igen - jeg ved af erfaring at jeg ikke kan få min gumpetunge bagdel op igen, kun v.h.a. mine arme :0)))


Det var rigtig spændende - men også lidt skræmmende - bølgerne var virkelig høje, og ind imellem kunne jeg ikke se ham når jeg stak hovedet op af vandet. Og mit udstyr er ikke helt perfekt, så ind imellem fik jeg saltvand i næsen og i halsen. Og det er stærkt saltvand! Kan jeg hilse og sige!
Alligevel en fantastisk oplevelse at se koralrevene og fiskene - OG to ret store såkaldte Nurse Sharks! Men jeg er nu alligevel sikker på at fam. Vanner i Thailand har haft en flottere oplevelse på deres snorkeltur. Fiskene er ikke så farvestrålende her og heller ikke korallerne.


Vi snorklede tre forskellige steder, det sidste sted over et gammelt skibsvrag. Det så jeg desværre ikke. Fordi jeg syntes jeg havde fået nok, blev jeg i båden hos den engelske dame. Bagefter satte han mig af sammen med de to andre der hvor de boede, så måtte jeg pænt vente halvanden time, mens han tog ud med nogle andre. Det havde han lige glemt at fortælle mig, men det var faktisk OK, for så fik jeg lejlighed til at udforske den del af kysten som er meget rolig og malerisk. Så også en primitiv, men meget malerisk vindmølle! Men jeg var godt nok træt da vi kom hjem efter 5 timer.


Så er det blevet tirsdag og efter en formiddag med endnu en lang spadsere - og svømmetur, fik jeg pakket mine ting og slappet lidt af med min elektroniske bog.
Jeg fik down-loaded "Les Miserable" før jeg tog afsted. Det er et værk på mere end 3000 sider, så jeg har haft rigeligt læsestof. Og faktisk har jeg ofte tænkt på Victor Hugos roman, hvor han beskriver de usansynligt fattige i 17-1800 tallets Frankrig, - når jeg har gået og set hvor fattigt de lever her! Handlingen som beskriver en del af revolutionen i Frankrig er jo også temmelig blodig, ligesom Nicaraguas historie!

Kl. 13:30 tog jeg så igen afsted med pangaen tilbage til Big Corn, denne gang var turen lidt mere blid :0) Jeg logerede mig ind på mit billige Ruppies guest-house, og gik hurtigt ud til lille-put-lufthavnen og fik min returbillet "confirmed" - bureakrati er de virkelig gode til her. Man skal også vise pas selvom man flyver indenrigs!



Og her sidder jeg så og nyder solnedgangen fra byens førende fiskerestaurant, - og har spist mit livs største og fineste hummer i hvidløgsauce. Uhmmm......
Det er vist forresten også min første - hvis jeg ser bort fra nogle forkølede, frosne eksemplarer jeg selv har forsøgt mig med. Og jomfruhummerne i Hirtshals :0)


I morgen onsdag går det tilbage til fastlandet og "hjem" til Granada og Casa Agnes, hvor der er Valentinesfest på torsdag.
Ervin i Managua har tilbudt at jeg kan overnatte den sidste nat hos dem før jeg skal med flyet. Det er et fint tilbud som jeg har takket ja til.
Men først tager jeg et par dage i Granada, og måske en dag eller to til Leon.

søndag den 10. februar 2013

Paradiset Big Corn Island....

Fredag morgen var Maria så flink at køre mig ned til stationen hvorfra Express bussen til Managua afgik. Vi var godt nok lidt sent på den, så jeg var ved at blive lidt nervøs for, om jeg ville nå mit fly til Corn Island!
Nå det lykkedes med hiv og sving og en flink busmedhjælper, der hurtigt fik mig op i bussen og organiseret en billet. Hvad jeg ikke vidste var, at i den slags busser er der faste pladser, så jeg var lige ved at komme i klammeri med en mand, hvis plads jeg havde okkuperet!

Nå men det blev en nogenlunde behagelig bustur - en stor kraftig mand havde dog pladsen ved siden af mig, og faldt hurtigt i søvn. Hvilket betød at han lænede sig ret så kraftigt ind mod mine bløde former. En gang imellem var jeg nødt til at give ham et kraftigt puf,så rettede han sig op et par minutter - hvorefter det hele gentog sig igen, igen, igen - nå han var nu meget flink og sørgede for at jeg kom af lige ved lufthavnen, som det jo var planen :0)

La Costena er et lille flyselskab der flyver indenrigs i Nica, og det var en speciel oplevelse. Jeg kom til at sidde lige bag piloterne, takket være et sødt ægtepar fra Cambridge, som jeg var kommet i snak med mens vi ventede, de havde prøvet det før og var hurtige til at komme ombord.


Der er kun plads til 12 personer, og de flyver i kun ca. 9 km højde så der var en fantastisk udsigt. Først over Managua og senere da vi landede på dette lille paradis af en kokosø.


Da vi kom frem fandt vi ud af at bagagen først kom en time efter med et andet fly! Typisk Nicaraguense!
Nå - jeg tog en taxi ind til det hostel jeg havde booket i forvejen, og spadserede så bagefter ud til den lille lufthavn, det passede lige med at det næste fly var landet. En ny taxi - og jeg var landet med alt mit habengut, på et lille meget tarveligt sted midt i den lille by. Det var dog rent og pænt og flinke folk.
Jeg gik en tur i byen som jo ikke er stor, fik set hvorfra båden til Little Corn afgår, og spiste en dejlig grillet fisk i byens førende restaurant. Men hvor er det mærkeligt, at en så lille ø på samme tid kan rumme så meget hæsligt og samtidigt så meget skønt at kigge på!



Her til morgen valgte jeg at skifte til Hotel Picnic Center, som ligger lige på stranden og bare er alt hvad man forstiller sig om et tropisk paradis! Og så er her Wi-Fi - det er næsten blevet en slags narkotika for mig! Frygteligt!


Men temmelig praktisk når man skal planlægge næste skridt. Jeg blev tilbudt at købe en kæmpekonkylie af en gammel fisker, men selvom jeg var fristet måtte jeg takke nej. Den var for tung og kæmpesøstjernerne herunder, var ikke hans :0(


Hvis Nicaragua er fattigt så er denne del af landet nok den fattigste! Befolkningen her ser også noget anderledes ud end i de øvrige egne. Hvor de i Matagalpa var mere præget af indianske træk, er de her tydeligvis efterkommere af flygtede slaver. Mange har fuldstændig afrikansk udseende.
Folk bor simpelthen i faldefærdige rønner, slået sammen af tilfældige blikplader og gamle brædder. Nogle lever dog tilsyneladende godt af fiskeri og turisme - så der er STOR forskel!





I dag har jeg så solbadet lidt, læst og svømmet i det skønne turkisblå caribiske vand, og gået en lang tur - så nu har jeg NÆSTEN set hele øen. Og fundet ud af at det her hotel, som Maria og Victor anbefalede er et af de absolut bedste - og til en rimelig pris. Skønt prislejet herovre er noget højere end i resten af landet. Der er en del nicaraguensere som holder ferie her lige nu. Børnene starter et nyt skoleår her midt i februar.



I morgen går turen med en lille såkaldt panga-båd til Little Corn Island - som navnet antyder en endnu mindre ø, som skulle være det fredeligste man kan forestille sig. Der er ingen biler!!


Biler er ellers et kapitel for sig her i Nica - enten er de store, dyre og flotte - eller nogle vrag man ikke fatter hvordan de får til at køre! Halvdelen kører oven i købet helt uden nummerplade!!


Men PYT de har Jesus med sig overalt :0) Religionen spiller en stor rolle i dette land! Lige meget hvor fattige de små samfund er, findes der altid indtil flere forskellige kirker og trosretninger.


Så gik solen ned efter endnu en dejlig dag!

torsdag den 7. februar 2013

SKØNNE, SKØNNE MATAGALPA!

Nu er min tid her i Matagalpa snart forbi, og jeg har haft så travlt med at være turist at jeg ikke har haft tid til at skrive dagbog!
Jeg kom hertil tidligt lørdag formiddag d. 2. februar, takket være Judiths flinke chauffør! Jeg tjekkede ind i Hostal La Buena Onda, som er rigtig hyggelig. Men deres singleroom skulle koste 30 $ !! Der var det ikke værd, så jeg smed mig ind i "the dorms" hvilket vil sige at jeg sov sammen med 5 fremmede mænd (og en kanin:0) de første to nætter!! Nå - kaninen boede nu ude i fællesområdet, men er sød og meget tam.



Straks om eftermiddagen mødtes jeg med Mary, som jeg fik kontakt til gennem CS. Hun er en utrolig rar pige - og skønt kun 20 år - også klog og selvstændig.
Vi spadserede rundt i byen, som er rigtig hyggelig og har en flot nymalet Cathedral. Om aftenen tog vi, sammen med hendes mor og lillebror, hen og så en opvisning med nogle lokale lærere, der opførte et danseshow som fortalte historien om kaffefarmerne. Det var flot, farverigt og fornøjeligt.



Bagefter inviterede jeg familien med ud at spise. De hører til temmelig fattige og har, som så mange andre, familiære problemer. En far der har andre kvinder / er arbejdsløs / moderen har været i Mexico for at tjene penge og blev smidt ud fordi politiet tog hende i arbejde på sit turistvisa. Mary er dog meget flittig med sine studier til civilingeniør, og får p.g.a. det nogle stipendiater så hun kan overleve i Esteli hvor hun går på universitetet.



Om søndagen blev jeg inviteret ud til hendes mor til frokost. Det glædede jeg mig til, og ærlig talt så var det næsten det hyggeligste hjem jeg har været i her i Nicaragua.


Om søndagen mødtes jeg med Kirstine, som er en dansk pige der arbejder på at gøre sit speciale færdig herude. Vældig rar og med mange gode kontakter bl.a. til en guide som jeg bookede til to ture oppe i bjergene. Vi spiste en dejlig middag sammen på en rigtig fin reataurant - det er jo ellers ikke det jeg bruger mest tid på :0)


Så kom mandag endelig hvor jeg jeg havde aftalt at besøge min SOS-børneby. Mary tog med mig derud som tolk og vejviser med bussen, og det var rigtig godt! Damen der tog imod os hed Reyna (betyder faktisk dronning på spansk :0) - talte kun spansk og i et rivende tempo! Så jeg havde virkelig haft problemer uden Mary.


Det var et rigtig dejligt sted med pæne og velholdte bygninger, omgivet af træer og planter. Vi blev vist rundt i næsten alle huse, og hilste på mange børn der virkede glade og tillidsfulde. På næsten alle huse er et skilt der fortæller, at det er en by fra Danmark der har financieret netop dette hus.



Til stedet er knyttet et socialcenter hvor mødre fra byen kan komme og få råd og vejledning. Der er også tilknyttet en børnehave for områdets børn, ligesom vi kender det derhjemme.





Desværre var mange af "mødrene" ikke hjemme, fordi det var den tid, hvor de skulle indskrive børnene til det nye skoleår. Men de store børn passede de mindre, og virkede til at have et godt forhold til Reyna som var den overordnede i forhold til mødrene. Til slut blev jeg bedt om at udfylde et evalueringsskema som de gav til alle gæster. Det var på engelsk og bliver vel sendt videre op i systemet. Og det er da egentlig en god ting.

Mandag aften skete der noget helt fantastik. En kvinde kom til mit hostel og spurgte efter mig. Det viste sig at være Maria, som havde set på CS at jeg søgte efter en "sofa"!
Så her sidder jeg i hendes hus og har nydt godt af en utrolig gæstfrihed. Hun er læge, bor alene med sin søn (og en housemaid selvfølgelig) har klinik i huset og arbejder rigtig mange timer i døgnet. Og tjener vist også rigtig godt - i modsætning til kollegerne på hospitalet. De offentlig ansatte bliver virkelig dårlig aflønnet her i landet! Her til morgen tog hun mig med ud for at se hospitalet, DET var en oplevelse som jeg ikke kan nå at beskrive her!!



Hun har virkelig store ambitioner om sønnen Victors fremtid! Han fylder snart 15, og foruden sin alm. skolegang går han til karate hver dag både morgen og aften - han har lært at spille udmærket klaver, modtager undervisning i billedkunst, er frivillig i brandvæsenets ungdomsafdeling - og så tager han to timer med bussen til Managua hver lørdag for at få engelskundervisning!! Og går selvfølgelig i en absolut streng katolsk skole, og håber på at det hele betyder at han får chance for at komme på en katolsk High School i Italien. Værsgo og spis!!!



Tirsdag og onsdag var jeg på et par vandreture oppe i bjergene. Virkelig fantastisk flot natur og også meget forskellig på de to dage. Først op i Selva Negra som ejes af folk med tysk oprindelse. Selva Negra = Schwarzwald - der er dyrket kaffe siden 1850'erne, nu har de også restaurant og hytter. Det er et stort naturreservat og mine guider tog mig en ret anstrengende tur op i højderne. Fortalte og viste mig en masse om både dyr og planter. Rigtig, rigtig interessant.To meget behagelige fyre som passede godt på mig :0)


Memo (med dreadlocks) som har sit eget primitive Tour Bureau, har nogle meget fine ideer om hvordan man kan ændre tingene i sin egen by til det bedre. Vil drive sit bureau uden at bruge store, fine turistbusser, - men hellere tage een eller to ad gangen med offentlige busser. Han har haft en norsk kæreste, og boet i Norge i 3 måneder. Det havde ændret hans liv fortalte han, i f.h.t. at blive bevidst om sine egne rødder og at det er her i Nica han skal bruge sine talenter. Han gør en hel masse for at forbedre forholdene i sit nærområde, bl.a. affaldsproblemet - tager også nogle initiativer for at støtte lokale kunstnere.


Der var både glat og stejlt, så det lykkedes alligevel for os alle tre at falde. Så jeg har en dejlig blå bagdel!!
Om onsdagen tog vi op til et kaffe-kooperativ, en landsby på 25 små fattige huse. Her så jeg hvordan de håndsorterede kaffebønnerne efter de er blevet vasket.


Vi fortsatte op til en gammel guldmine, hvor den lokale guide som Memo altid involverer, fortalte om den historie. Det var under guldfeberen først i 1800-tallet, hvor man arbejde under utrolig hårde omstændigheder, blev syge af arbejdet og fik kun ringe udbytte. Det varede kun omkring 20-30 år, så fandt nogen ud af at dyrke "guldfrøene" (kaffe) i stedet for. Og det har været en forretning der har bevæget sig meget op og ned. Lige nu er det i en bølgedal, fordi der gået en bakteriesygdom i kaffebuskene så de mister bladene og frugterne får alt for meget sol. Det er hårdt for bønderne her, eftersom der jo for nylig var krise p.g.a. ALT for meget kaffe i verdensproduktionen.

Her inde i den gamle guldmine så jeg en SKORPION-EDDERKOP!! Tror den var næsten 20 cm i bredden!



Bagefter tog vi igen den lokale bus op til det flotteste vandfald jeg endnu har set, og fik selvfølgelig en tiltrængt dukkert.


Det er første gang jeg har prøvet at gå inde bag et vandfald, med flagermusene flyvende om ørerne da kom vi ud på den anden side.

Nu skal jeg ud i byen og sige farvel til de to unge piger. I aften aften har jeg inviteret Maria og sønnen Victor ud at spise, og i morgen går turen til Managua og videre med fly til Corn Island i det caribiske hav.
Der er ikke biler og internet på Little Corn Island hvor jeg agter mig hen - til gengæld skal der snorkles igennem - og læses - og solbades :0)