fredag den 5. juli 2013

GRØNLAND Juli 2013

Så er beslutnigen taget - jeg opfylder nu min drøm nr. 2 som jeg havde til min efterlønstilværelse!
Jeg rejser simpelthen til Grønland allerede i dette år. Egentlig lidt fordi der i år, for første gang nogensinde, er arrangeret et slags nordisk stævne GRØNLEIK i Ilulissat, hvor Jesper og Erine bor. Det er min søde, rare nevø og hans kæreste, som har været så venlig at indbyde mig til at overnatte hos dem i nogle dage.

Men det er nu også fordi jeg har fået lidt at tænke på i forhold til at min tidligere ægtefælle, ven, mine børns gode far nu i længere tid har døjet med alvorlig sygdom. Livet er forgængeligt! Og man skal sørge for at gøre det man gerne vil og kan mens tid er!

Planen i grove træk er som følger: Flyver fra København via Kangerlussuaq direkte til Ilulissat mandag d. 8. juli 2013. I den uge jeg er i Ilulissat håber jeg at kunne deltage i lidt af dansestævnet, men Jeppe har også hjulpet med at arrangere en 3-dages sejltur til Eqip Sermia, en kæmpestor isbræ nordpå i Diskobugten. Det skulle være en helt fantastisk oplevelse, hvor man overnatter i en hytte og kan vandre helt ind til indlandsisen.

Tilbage i Ilulissat et par dage igen, - derefter sejler jeg med med kystrutebåden Sarfaq Ittuk i 3 dage, hele vejen ned til det sydligste Grønland. Undervejs lægger skibet kortvarigt til i mange af de små bygder.
Jeg "afmønstrer" i Qaqortoq hvor der er en masse spændende kunst m.m. Efter et par dage videre med helikopter til Narsarsuaq, hvorfra jeg har bestilt nogle guidede ture i området, der er fuldt af historiske steder fra vikingetiden. Flyver fra Narsarsuaq direkte til København igen d. 23. juli.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar